Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Johan Herman Wessel. Af Carl Behrens. Med 6 bilder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3 00
carl behrens
lertid skæbnesvangert for ham som
Digter. Welhaven har selvfölgelig Ret,
naar han siger,* at det alene er i det
norske Selskab og intet andet Sted,
at Wessels Personlighed træder os
anskuelig i Möde, medens han udenfor
dette Selskab viger tilbage i Mörket,
»næsten som en bortvandrende Gæst,
hvis Hjemvej er ubekendt». Vi foler
ogsaa godt, at Wessels Ævne til
Improvisation, hele Formen for hans Lune,
udvikler sig under hans Samvær med
Vennerne. Naar det f. Ex. berettes, at
han besvarede Opfordringen fra en
Konferensraad til at indgaa poetisk
Væddestrid med ham om disse Vers
Pigerne i Magle Ölse
forstaa at låve herlig Pölse,
enten man sætter Ölse for eller bag,
Pölsen beholder dog sin Smag,
med disse Linjer:
For deres Vers har jag stor Reverentse,
Min höjvelbaarne Hr. Raad-Conferentse
Enten man sætter Raaden for eller bag,
Conferentsraaden beholder dog sin Smag**
har man utvivlsomt her en typisk
Prove paa Arten af de Impromptu’er,
hvormed Wessel morede sin Kreds i det
norske Selskab. Men for ham som
Digter, som den, af hvem Samtiden
ventede Indfrielsen af store Lofter, var
dette evige Klubliv, denne endelöse
Diskurs ved den dampende
»Tolvskillings-Bolle» i höj Grad gold. Han
ud-möntede sin Kapital i Smaamönt, som
gik fra Haand til Haand. Efter
»Kjærlighed uden Strömper» skaber han intet
dramatisk Værk af varigt Værd — han
bliver ikke den Komedieforfatter, som
kunde have fortsat Holbergs Gærning,
og hvortil der var Stof i ham. Han
* »Ewald og de norske Digtere»
Christiania 1862 P. 169.
** Lidt anderledes citeret i det anonyme
»Forsög til en Skildring af Johan Herman
Wessels digteriske Karakter» i »Menneslcet>
udgivet af S. Hempel (Odense 1797). P. 96.
ejede Lunet og Letheden, Blikket for
de menneskelige Daarskaber og
Humorens store Gåve, men han savnede
Viljen og slappedes under Dögnets Tryk.
Han skriver 1775 Lystspillet
»Lykken bedre end Forstanden», hvor der
er svage Tillob til Holbergsk Tone
derigennem, at en Tjener ved sin
Intrige söger at lette sin Herres
Forbindelse med den rige Orgons Datter.
Men det hele er saa usigeligt tört, uden
Fylde i Komiken, uden Gratie i
Elskovsscenerne, plumpt og kejtet i Oplosningen
— et Lystpil uden Spor af virkelig
Lystighed. Og alligevel er det betydeligt i
Sammenligning med det Skuespil i 6 Akter
»Anno 7603», som var hans Svanesang, og
hvori han — vid og kraftlöst i et
sidste afmægtigt Forsög paa at samle
sit gamle Lune — udkaster et
Fremtidsbillede af, hvorledes det vil gaa, hvis
Mændene bliver blodagtige og kælne,
Kvinderne derimod kække og i
Besiddelse af »mindre Qvindagtighed».
Han viser os Kvinderne som Soldater
og som de Ledende i Staten, medens
Mændene tyranniseres — en Nutidslæser
kommer til at tænke paa det
Strindbergske Matriarkat, som en Gang hörte
til Vittighedsblades og
Studenterkomediers faste Repertoire. »Hist og her
findes Glimt af Forfatterens Geni»
skrev Suhm foran i sit Eksemplar af
Stykket. Dette er vanskeligt at opdage
i vor Tid.
Wessels Produktion gennem de
tretten Aar, hans Forfatterskab omfatter,
flyder kun sparsomt. Som Lyriker i
det i8:de Aarhundredes sentimentale
Stil skriver han Oderne til »Sövnen» og
»Nöjsomhed», prisbelönnede af det
norske Selskab og trykte i dets Skrifter.
Han, som nylig har parodieret det
franskp aa virkede Sorgespil og lagt
Repliker i »Kjærlighed uden Strömper»
nær op ad »Zarine», benytter nu som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
