Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Johan Herman Wessel. Af Carl Behrens. Med 6 bilder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
johan herman wessel
2 97
Opgör med den franske Tragedie og
standset dens Fremtrængen indenfor
Tysklands Grænser. Wessel optog
Lessings Gærning her i Danmark og
naaede samme Resultat ad en ganske
anden Vej. Lessing skrev for en
exklusiv Kreds — endnu den Dag i Dag er
»Hamburgische Dramaturgie» et Værk
for Æsthetikere og Dramaturger, et
fuldtproppet Rustkammer af Citater —
Wessel skabte i Improvisationens og
Inspirationens gyldne Ojeblikke sin
Parodi. Den er en Dans for ham,
Alex-andrinerne er ikke længer adstadige og
stivbenede — det er, som om de vil
slaa over i Galoptakt.
Efter Datidens Forhold blev
»Kjærlighed uden Strömper», der den 2ö:de
Marts 1773 spilledes förste Gang, et
Kassestykke. Der var fuldt Hus,
naarsomhelst det opförtes, og da der til
Fordel for den nys afdöde Gert
Londe-manns Enke skulde gives en Forestilling
og det mest indbringende Stykke
vælges, bestemte man sig for »Kjærlighed
uden Strömper». I »Den dramatiske
Journal» udraaber Rosenstand-Goiske, i
det han anmelder den sjette Opforelse:
»Atter Kjærlighed uden Strömper vil
man sige; men Publikum er endnu ikke
ked af at se det.»
Et Lunets Mesterværk, en Viddets
Triumf, skrevet uden Afslappelse i et
Aandedrag. Det er gaaet for Wessel
som en Leg — han vilde möre sine
Venner og Kammerater, overraske dem
med, at han ogsaa var Månd for at
skrive et Sorgespil. Vi tror at se ham
böjet over Papiret, medens Pennen let
og behændigt löber gennem det
alexandrinske Versemaal. Et skalkagtigt
Smil kruser hans Læber, hans store,
brune Öjne tindrer — hvor skal de
ikke undres alle, baade den vigtige Ove
Gjerlöv Meyer og den elskværdige Johan
Wibe, den lærde Sören Monrad og den
humane Claus Fasting, naar de faar
dette Aandfoster at læse!
Ja — det var et Foster af Aand, i
en ganske anden Forstand, end
Wessel selv tænkte sig det. For ham betöd
»Kjærlighed uden Strömper» oprindelig
kun et Lejlighedsværk, et Dögnprodukt,
der skulde möre Vennerne ved
Punschen.
Men lyst og frejdigt, som det
forfægtede den sunde Fornufts Sag mod
stivnede Regler og antikverede
æsthetiske Formularer, er det gaaet fra Slægt
til Slægt — dets Fyndord lever i den
daglige Tale, og atter og atter den Dag
i Dag griber vi dem for at give et
Svar en komisk Afrundning eller en
satirisk Brodd.
Hvad maatte man ikke kunne haabe
af denne Digter, der strax ved sin
förste Fremtræden havde sejret saa
absolut, og hvis Navn og Vers var paa
alles Læber? Wessel, der — som
Pram siger i sin »Elegie» — taalig
havde oppebiet Alderens Manddom, »for
af sin Skat at yde moden Frugt»,
hilstes foruden med »höje Bifalds Raab»,
med »Krav om större Mesterværk».
Man haabede noget stort af ham efter
dette »Prövearbejde», medens Wessel
maatte slide det meste af Dagen med
en Sprogundervisning, der nok kunde
beröve ham al Löftelse til poetisk
Produktion.
Hertil kommer endnu en Ting: »Det
norske Selskab» var i Foraaret 1772
bleven dannet. Og i dette Selskab,
hvor Wessel strax var bleven indfort,
fandt han sit andet Hjem og blev
Midtpunktet i en Kreds. Han har sikkert
været toneangivende her, hans Vid og
Lune, hans muntre Indfald har gjort
ham til en af disse kærkomne Gæster,
der altid bringer Glæde med sig.
Netop dette selskabelige Liv blandt
hans snævrere Landsmænd bliver imid-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
