Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Johan Herman Wessel. Af Carl Behrens. Med 6 bilder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
johan herman wessel
2 97
Lune, den, som skulde fore hans Stil
videre, fjærne dens Udvæxter, skænke
den Gratie foruden Vid?
Wessel gjorde sig ingen Illusioner
angaaende sin Tilstand. Han sænker
sit Flag, thi han ved, han’ skal tabe,
og da er det bedst, det sker uden Slag:
Rivalen er for stærk, og jeg er for svag,
Han stiger i sin Flugt, jeg daler;
Men dalende jeg har det Haab, den Trost,
At tit jeg læse skal hans Vers med Lyst.
Hans Dalen tog imidlertid hurtigere
Fart, end han selv vist havde anet.
Eller anede han det alligevel, og var
den Munterhed og Glæde, som de, der
omgikkes ham i hans sidste Dage,
vidner, han var præget af, kun paatagne
for at skuffe de nærmeste om hans
virkelige Tilstand?
Den Sygdom, der dræbte Wessel,
som endnu i sine sidste Maaneder
oversatte to franske Syngespil og arbejdede
til langt ud paa Morgenstunden, var en
kortvarig Nervefeber. Pram fortæller,
at »han spögte endnu med usædvanlig
Munterhed og levende Vittighed kort för
hans Död». Og i sin »Elegie»
udraa-ber han, at
Uden Frygt til korte Slummer
I Dödens kolde Egne han nedsteeg.
Han vidste det, sit Væsens Barndoms Under
Og Menneskets han derved kun lod;
Alherren ham til Modenheden kalder,
Bestemmelsen han rolig gaaer imod.
Torsdagen den 29de December 1785
döde Wessel noget over 43 Aar
gammel, döde som en fattig Poet, hvis eneste
Længsel havde været at blive
Toldforvalter. En Uge senere blev han
begravet paa Trinitatis Kirkegaard ikke langt
fra det Sted, hvor Johannes Ewald fem
Aar tidligere var bleven stedt til Hvile.
Nu har et Monument ved Kirken
forenet de to Digtere — deres
Portrætme-dailloner er som en Personifikation af den
komiske og tragiske Muse.
Ved Ewalds Grav havde
Menneskeskarer samlet sig i Vemod. Da Wessel
sænkedes i Jorden, havde kun en lille
Kreds givet Möde. Hans Död vakte
alene sorgfuld Genklang blandt hans
snævrere Venner. Fyndigst og skönnest
udtrykte Baggesen, hvad de fölte ved
Tabet, i de klassiske Linjer:
Graad smelted hen i Smil, naar Wessels
Lune böd,
Og Glædens Smiil forsvandt i Taarer ved
hans Död.
Nu, da han var borte, lagde Vennerne
ingen Skjul paa, at hans Liv havde
været »en tornefuld, en ublid Bane» og
manglet, »hvad Verden Lykke kalder».
Men Pram maner hans Sön Jonas til at
tænke
paa det Blod, du har i dine Aarer,
Din Faders, Tordenskiolders ædle Blod!
Og denne Sön vier Wessels Kreds nu
sin Omsorg. Det lykkes at faa en
kongelig Resolution udstedt, i Fölge
hvilken der skal gives en Forestilling -paa
det kgl. Theater, hvis Indtægt skal
tilfalde »Digterens liden Sön» og
indsættes i »Oberformynderiet.» Forestillingen,
der dog först fandt Sted et helt Aar
efter Wessels Död, bestod af
»Kjærlighed uden Strömper» og indbragte en efter
Datidens Forhold anselig Sum, hvoraf
Kongefamilien bidrog sin Del. Da
Tæppet var faldet, förte Wessels tidligere
nævnte Ven, Skuespilleren Preisler »den
liden Wessel» frem og takkede i hans
Navn Kongen og Publikum. Han sluttede
sin Tale med de Ord: »Taus fremtræder
dette Barn for att bevidne de
taknemmelige Fölelser, hans spæde Hjerte er
opfyldt af. I en modnere Alder, naar
Fornuft og Skjönsomhed tiltage, vil ethvert
Trin til hans Lykke erindre ham om
Kongehusets store Naade og de Danskes
Ædelmodighed, som lagde Grunden
dertil.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
