Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Johan Herman Wessel. Af Carl Behrens. Med 6 bilder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3 00
carl behrens
Omtrent samtidig indböd til Fordel for
Wessels efterladte P. J. Monrad,
Bagge-sen og Pram til Subscription paa hans
samlede Værker i den smukt udstyrede
Udgave i stort Oktav, som nu er en
literær Sjældenhed. Men skönt der meldte
sig over 1200 Subscribenter, bevirkede
den for lavt ansatte Pris dog, at der
intet Overskud blev.
Wessel var död som en nedbrudt
Månd — efter langsomt at være gledet
ud af den offentlige Bevidsthed. Men
under en venligere Skæbne vilde hans
Liv sikkert ikke være blevet en fortsat
Dalen. For ham var det at producere
intet Arbejde, men en Leg. Han
eiden födte Digter, hos hvem der ingen
Udvikling er at spore. Han er strax
fuldtfærdig og naaer aldrig videre end i
»Kjærlighed uden Strömper». I den
dansk-norske Literatur staar han som
Improvisatoren, paa hvis Læber muntre
eller satiriske Ideer i et Nu former sig
til Vers. Da f. Ex. en Hestepranger
en Aften generer eller irriterer ham og
de andre norske Studenter i deres Gilde
udbryder han i de kendte Vers:
Den Månd, som sælger Heste,
Han gjorde vei det bedste,
Ifald han gik sin Vei
Thi man ham lider ei.
Wessel ser i det hele skarpt og kritisk
paa Verden, gör sig ingen Illusioner, er
mere en negativ end en produktiv
Natur, hvad der selvfølgelig atter staar i
Forbindelse med, at han strax er
fuldmoden som Forfatter.
Selvironi og kvalfuld Misfornöjelse
med Tilværelsen er hans dybere Jeg,
men han er et Stemningsmenneske og
kan derved skuffe sine Omgivelser om
sin virkelige Tilstand. Livet nedbryder
denne oprindeligt saa lyse Aand, og
först i hans Dödstund tindrer atter
»Sjælens Hd i et halvbrustent Öje».
Men da Wessel var död, greb
Sagnet ham og löftede ham höjt paa sine
Vinger. Vandreanekdoter fortættede sig
om ham, han blev Indbegrebet af Vid
og Klogt, al Vinrusens Pudserlighed
dalede ned over hans Hoved, den
folkelige Mutterwitz udkaarede sig ham som
Helt. Og ikke nok hermed: Ogsaa
Literaturhistorien gav sig til at brodere
— Wessel og Ewald skulde have været
Omgangsfeller, blot fordi der existerer
et Blad Papir, hvorpaa Ewald henimod
Slutningen af sit Liv blandt 69 bekendte
Personer ogsaa havde noteret Navnet
Wessel, hvormed der imidlertid aldeles
ikke behöver at være tænkt paa Digteren.
Men der var noget for Fantasien
tillokkende ved at forestille sig disse to
Personligheder, hvis Tilhængere stod saa
fanatisk mod hinanden, som personlige
Venner, og Oehlenschläger, Ewalds
varme Beundrer, der i sine Erindringer
meddeler en Række anekdotiske Træk af
Wessel, nægter sig heller ikke den
Triumf af fore dem sammen i sin smukke
Novelle »Digterbesöget».
Men de har næppe kendt hinanden,
skönt Wessel har holdt sig helt udenfor
den fanatiske Strid med Ewald, som det
norske Selskabs Medlemmer förte. Noget
andet er, at Ewalds Pathos har skurret
i Wessels Oren og udæsket hans Spot.
Ja, selv et Digt som »Rungsteds
Lyksaligheder» kan have vakt hans Satire,
thi Ewalds Naturglæde havde Wessel
ingen Forstaaelse af — han, som
begynder sit Fragment »Vaarens saaledes:
Fast hele Jordens Kreds udraaber Vaarens Pragt,
Bedröveligt Bevis paa, hvad saa tit er sagt:
At Smagen her til Lands (jeg mener paa vor
Klode),
Om ei den værste, er i Sandhed ei den gode.
og senere erklærer, at den grönne Mark
kun er en slet Erstatning for hans Öje
»for Stövet, som endnu det fölte Svien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
