Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Af en Arkivgranskers Optegnelser. Figurstudie. Af Hjalmar Bergström
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
af en arkivgranskers optegnelser
411
dyrke Trangen til, hvad man i min
Studentertid lidt sværmerisk kaldte et
Vagabondliv — dette dog forstaaet cum
granö salis, da jeg, hvad jeg haaber
tilstrækkelig tydeligt vil fremgaa af det
fölgende, baade er et nyttigt Medlem af
Samfundet og en til det yderste lovlydig
Borger.
Valget af Rejserute er ogsaa
betegnende for et Menneske. Tænker man
sig, for at bruge et Billede, jeg ikke har
set anvendt för, det opnaaeliges Grænse
som en Cirkel med Udgangspunktet til
Centrum, saa bestemte ganske vist mine
Midlers Störrelse Længden af Radien,
men indenfor denne Kreds var der dog
mange og vidt forskellige Muligheder.
Jeg kunde for Eksempel lige saa godt
være taget paa Fjeldtur til Norge, have
besteget Tinder med evig Sne og
vandret paa Steder, hvor Mennesker ikke
har efterladt sig noget Spor. Naar jeg
ikke valgte dette, saa maa det ligge i,
at jeg mangler, hvad jeg vilde kalde for
raa Natursans. Jeg kan nok se en vis
Skönhed i et storladent og vildt
Bjerglandskab, men det sætter mig ikke i
denne sagte vibrerende, jeg kunde fristes
til at sige, Vellystfornemmelse, som for
mig er den egentlige Rejsestemning.
Den föler jeg kun, hvor jeg er paa
historisk Grund. Jeg har heller ikke den,
i mine Ojne for Resten temmelig
ligegyldige Kunstsans, som nogle paastaar,
de sidder inde med, og som skal være
ganske uafhængig af, hvad et Billede
forestiller, men faar jeg at vide, at det
Kobberstik, jeg forgæves ser paa for at
faa noget ud af, har tilhört Göthe, at
det har hængt i hans Stue, og at hans
Öje har hvilet paa det, da han som ung
boede i det lille Gartenhaus ved Weimar,
saa kommer min Sjæl i Svingninger. —
Min Længsel var egentlig Italien, men
Pengene tillod det ikke, og jeg valgte
altsaa Rhinturen. Og det gik mig da,
som skrevet staar — Sassen all’ auf dem
Vordeck, fuhren stolz hinab den Rhein.
End ikke den skönne Dame, i hvis Öjne
Heine saa det alt sammen glide forbi
—- Berg’ und Burgen, Wald und Au —
fattedes, men jeg havde ikke det Held at
komme til at sidde ved hendes Födder.
Derimod sad jeg en Tid lang paa
Dækket af den overfyldte Floddamper ved
Siden af en fornem, gammel Dame, som
jeg fattede foröget Interesse for, da jeg
flk at höre, at hun havde været baade i
Rom og Neapel.
Vi havde nu for længst passeret
Lo-reley, og efter dette Höjdepunkt syntes
jeg, Stemningen tabte sig noget. Det
begyndte ogsaa at blæse koldt, jeg svöbte
Plaiden tættere om mig, og, maaske
forledet dertil ved den gamle Dames
Samtale, sögte jeg at bilde mig ind, at det
lille Skib, vi sejlede paa, roligt fortsatte
sin Fart mod Syd og ikke vilde standse,
för det ved Solopgang löb ind i Neapels
Golf.
— Ak ja, sukkede den gamle Dame,
som om hun læste mine Tanker, jeg kan
misunde Dem Deres Ungdom. Rom og
Neapels Golf — De har det dejligste
igen her i Verden!
— Det er ogsaa mit höjeste Önske
at komme dertil, Deres Naade, svarede
jeg, men jeg har desværre ingen
Lidsigt til nogen Sinde at faa det opfyldt.
— Hvis De vil til Rom, kommer De
til Rom.
Hun imödegik min vantro
Hovedrysten med et erfarent Smil:
— Den Slags Önsker som for Resten
de fleste andre her i Livet faar man
altid opfyldt, hvis det da er Alvor med
Önskerne og ikke nogen forbifarende
Stemning. Tro De mig.
Denne gamle Dames Ord, der
tilsyneladende rent tilfældigt henvendtes til
mig i min förste Ungdom paa den lille
Rhindamper, er den stærkeste Impuls,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
