Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Strejftog i dansk Literatur. Lyrik. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
658
CARL BEHRENS
(G. B. N. F.). Det er Vilddyrene i
Lænker, der har inspireret ham, og han slutter
nemt fra de fængslede Dyr til Menneskene,
der beskuer dem i tilsyneladende Frihed.
Overfor den mægtige fængslede Regent,
Löven, spörger han f. Ex.: Kender vi ikke
ogsaa til Lænker, til Tremmer, Bure og
Garn, er vor Fyrstetid ikke bleven
»fordunklet i Udkommets haarde Slid?»
Hvor ynkes han ikke over Kondoren,
denne Storhed i Lænker, hvis slumrende
Frihedstrang vækkes af et Vildandetræk
i Luften! I den hæslige og stinkende
Hyæne aner han Urdriften, som intet
Fængsel kan fordunkle, Flamingoen synes ham
et Æventyr ved Siden af de jævne
Hver-dagsfugle, og hos Kvælerslangen finder han
en sælsom Kunst, en evig Selv-Hypnose,
der faar den til at bære sit Fængsel »uden
at prale med Lænken». Alle afstumpes i
Fængselshelvedet, om det saa er
Orang-Utanen, Skovmanden —- stille sidder den og
stirrer paa den söndagsklædte Hob. Den,
som stammer fra Vildheden, fra de tavse
Skove med deres hellige Urtidsjord, er nu
kun et Nummer i det store Hospital.
Det er Medfölelse med Vilddyret i det
Kulturens Fængsel, som en Zoologisk Have
er, der bevinger disse Digte. Ved deres
bitre Ironi, Oprigtighed og flydende Stil
virker de helt forfriskende i vor nyere
Literaturs Drivhusvarme.
Forfriskende er ogsa Thöger Larsens
Digte »Det fjerne» (G. B. N. F.), fordi de
har deres eget Anslag, fordi Digteren har
sit eget Fysiognomi, fordi han virkelig har
noget at synge om. Han er de uklare
Længslers Digter. Aftensolens Skær vækker
gyldne Drömme i hans Sind. Vaardagens
Ild bringer Glemsel for »al din Ve», saa
du »slaar ud i Lovsang vild», og naar
Aftenen er faldet paa Jorden, bliver alt
saa lydt, at han stundom tror, at »der
broler en Ko paa Maanen». Naar Lövet
visner, og Skovbunden er dækket med
Skærsommerens Dragt, er det, som om han
foler Tidens hvilelöse Ström over sit Hoved,
som om »gamle Dages Solskin, tusindaarig
Fred» daler ned over ham. Livets Pulse
hamrer i ham, men selv i det döde Muld
aner han den Rigdom, Nuet har ejet, som
i det syngende, klingende Digt, han har
kaldt »Walther von der Vogelweide:»
»O Walther i de dödes Land!
Nu er du Muld, mens jeg er Mands.
Og hele Digtsamlingen klinger — i det
store Digt »Tidernes Sang» — ud i en
frydefuld Fölelse af, at »Nuet bliver mer
og mere rigt».
Til Bedömmelse af de Veje, ad hvilke
dansk Lyrik i Øjeblikket söger frem, er
Thöger Larsens Vers et vigtigt Bidrag.
Her er noget oprindeligt, noget vegetativt
i disse Poesier, en Fölelse af Naturens
Löndom og Almagt og Slægternes
Afhængighed af den, der virker som en hel
ny Tone. Det bliver betydningsfuldt, om
Thöger Larsen vil formaaa at fore denne
Tone videre.
Et sympatetisk Indtryk gör den unge
Lyriker Hans Ahlmann med sin Debut
»Ungdomslegende» (G. B. N. F.), sitrende
og bölgende Digte, fyldte af ungdommelig
Uro og utaalmodig Forventning. Man
kommer til at tænke paa det tidlige Foraar i
Lövbrudets Tegn, naar man læser disse
farveskære Vers, som alle giver Lofter.
Hvor stærkt Hans Ahlmanns Talent er, og
hvor vidt det vil bære ham, röber Bogen
vei ikke, men hans Lyrik peger dog baade
tilbage og frem — tilbage til den
klassiske Skole i dansk Lyrik (Chr. Winther,
Aarestrup og Bödtcher) og frem som i det
skönne Digt »Rosernes Legende», hvor
Modsætningen mellem den Tid, »da det
fyger med rödt fra glödende Roser», og
den, »da det ganger paa Hæld med
Rosernes svimlende Glæder», er udformet med
original Kraft. Den mandige Resignation,
der strömmer gennem disse Strofer, har
Ahlmann formaaet at löfte bort fra al
Efterklang.
Efterklang er der imidlertid fremfor alt
hos en anden Debutant, Ingeborg Simesen,
hvis Digte »Indad og Udad» (Det
Schön-bergske Forlag) er en Række hjemlige og
fremmede Stemninger fra danske
Herre-gaardshaver og Roms Torve og Trattorier.
Men hvad der berörer velgörende i disse
ordrige Poesier, er Forfatterindens varme
Fölelse, der virkelig ofte kan forædle
hendes digteriske Sprogs Skillemönt — hun
rimer selvfölgelig Hjærte paa Smerte. Og
i flere af de smaa Rejsedigte lykkes det
hende at lade Form og Indhold dække
hinanden saaledes, at hun naar den
kunstneriske Virkning, der til andre Tider saa
aldeles svigter.
Alligevel er hendes Digte mere
smagfulde end Jenny Blicher-Clausens »Efter-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
