Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - En Bog om den italienske Renæssance. Af Carl Behrens. Med 1 bild
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lorenzo er Renæssancens Fuldblodstype.
Han forener i sig alle de Værdier, hvoraf
denne Kulturbevægelse er sammensat.
Dernæst genvækker Torsten Söderhjelm
Castiglioné og hans Bog »Hofmanden», et
af de mærkeligste og uforgængeligste
Monumenter over denne glansfulde Tid.
Ca-stiglione nedskriver paa Basis af sine egne
Erfaringer som Hofmand og Politiker sit
Værks fire Bøger, efter eget Sigende »paa
nogle Dage». Det er Livserfaringer, men
ikke netop Oplevelser. Han skildrer en
yderst uddannet Personlighed, ikke
Hofmanden, som han er, men han udvikler
Idéen om Typen paa den fuldendte
Hofmand. Som Plato har givet Idéen om
Staten, Xenofon Idéen om Kongen, Cicero
Idéen om Taleren, saaledes vil Castiglioné
efter eget Sigende give sin Samtid Idéen
om Hofmanden. Söderhjelm tilføjer: Som
Machiavelli gav Idéen om Fyrsten. Men
ikke alene med dette Værk har
»Hofmanden» Berøringspunkter — en hel
Literatur-gren staar i det i6:de Aarhundrede under
en lignende antik Indflydelse.
»Hofmanden» blev dog det berømteste af alle disse
Skrifter. Det fandt i Oversættelser Vejen
ikke blot til Frankrig, men til Spanien,
England og Tyskland, i hvilket Land en
moderne Pragtoversættelse nylig har set
Lyset.
I Afhandlingen om Kardinalen og
Komedieforfatteren Bibbiena faar Torsten
Söderhjelm Lejlighed til at give interessante
Meddelelser om dennes Komedie »La
Ca-landria», en af den Moliére’ske Komedies
Forgængere. Dens Forfatter var ikke for
intet den muntreste Mand i den muntreste
Paves — Leo den io:des — Kreds. Han er
Livsglædens mest udprægede Repræsentant.
»La Calandria», der ikke taaler
Sammenligning med Machiavellis »La
Mandra-gola», er en Bearbejdelse af Plautus’
»Me-næchmi», for uden at den narrede
Calan-drinos Karakter i »Decamerone» staar
Fadder ved dens Tilblivelse. Bibbienas
Hensigt med Komedien er kun en eneste: at
more. Han vil faa Folk til at le. Her er
hverken Parodi, Satire eller
Karaktertegning — kun Galskab. Og for Eftertiden
staar den som et Vidnesbyrd om, hvor
fattig og lav den Forestillingsverden var,
hvori Tidens højst staaende Mænd og
Kvinder, verdslige og kirkelige Fyrster fandt
deres Glæde og aandelige Rekreation
mellem Livets vanskeligere Opgaver.
»La Calandria» sejrede ved sin
burleske Karakter. Det bærende Element i dens
Burleskhed er en fuldkommen Uvidenhed
om det, som kaldes Anstændighedens
Grænser. Heri opfylder den kun Tidens
Fordringer. Komedien bliver derfor en Tidstype,
paa samme Maade som Bibbiena selv var det.
Den sidste Personlighed, Torsten
Söderhjelm dvæler ved, er den skønne og fromme
Guilia Gonzaga, paa en Gang den berømte
Fyrstinde og den fromme og alvorlige
Kvinde. Hendes Idéer gør hende til en
af de Skikkelser, hvori paa en Gang hele
Tiden lever med dens Lidenskaber og dens
Reformtrang. Hun bliver Juan Valdes’
Discipel og en af de ledende i det
Oplysningsarbejde, den italienske
Reformationsbevægelse iværksætter. Kærlighed, Tro og
Vilje er de tre Magter, hun bygger paa.
»Retfærdiggørelse gennem Tro» er den
Valdes’ske Teologis Alfa og Omega,
Kærlighed er den store Drivkraft, han vil sætte
i Lønnens Sted, den stærke Vilje er det
eneste Vaaben i Kampen mod Fristelserne.
–––––––-Jeg standser her. Min
Hensigt har været at forsøge at give et Indtryk
af de mange betydningsfulde Æmner,
»Italiensk renässans» berører og omhandler.
Det er et Værk med vide Udsyn. De to
nærbeslægtede Forfattere har forenet sig i
varm Begejstring for hint store Tidsrum i
den menneskelige Kulturs Udvikling, som
endnu taler sit mægtige Sprog til enhver,
der berörer italiensk Jordbund.
Under Florens’ vaarblaa Himmel er
Bogen planlagt. Og der er sydlandsk Farve
over dens Sider. Her er gnistrende Aand,
omfattende Lærdom, men uden et eneste
pedantisk Støvgran. Jeg har ikke i lange
Tider læst en Bog, der i samme Grad som
denne virker ansporende og ildnende.
Forfatternes Ønske om at give deres Læsere
i Hjemlandet et Indtryk af den
ejendommelige stærke og rige Stemning, som fylder
den, der personlig træder den italienske
Renæssances Mennesker og Værker paa nært
Hold, er fuldt ud gaaet i Opfyldelse.
Der er netop stærk og rig Stemning
over de Tanker og Typer, som fylder dens
Sider. I »Italiensk renässans» banker den
evropæiske Kulturs Moderhjærte i fulde,
regelmæssige Slag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
