Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Första häftet
- Per Hallström. Af Harald Nielsen. Med 3 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62
HARALD NIELSEN
en afmægtig blanding af troldom og
taskenspillerkunst, men digtningens egen
naturlige magi. Per Hallström har naaet hin
lykkelige og fuldkomne forening af realisme
og romantik, af subtil og dybsindig
reflektion og stor aldrig svigtende stemning, som
han saa ivrigt havde søgt.
* *
*
Han har nu fundet den perspektiviske
fremgangsmaade, hvormed han stadig siden
frembringer sine dybeste og skønneste ting.
Han lader blikket glide fra det klare til
det dunkle, fra det bevidste til det
ubevidste. Han stiller den ene plan bag den
anden saaledes, at sjælen fortsætter, hvor øjet
ikke længere naar, bag menneskelivet
naturen, bag denne — hvilket? Det store
ukendte, alle tings løsning eller alle tings
ophør.
Imidlertid maa han gang efter gang
erobre mesterskabet paany, thi snart vil det ene,
snart det andet af de elementer, hvoraf
ligevægten bestaar, forstyrre denne. Som oftest er
det reflektionen, der stiller ham og os
udenfor stemningen, saaledes i den følgende
samling (»Briljantsmycket») i de to noveller
»Amor» og »Ett antikt porträtt».
Undertiden, saaledes i novellerne »Vraket» og
»Mi-nia» (i »De fyra elementerna») fordyber han
sig i den grad i det græsselige og pinlige,
at den kunst, hvormed han analyserer det,
langt fra at tjene til at gore det
menneskeligt tværtimod forøger det pinlige indtryk.
»I blå skogen» (i »Briljantsmycket») er
emnet ligeledes i sig selv uhyggeligt og
frastødende, men tillige naturligt og
betydeligt, og han har derfor ikke forgæves
anvendt sin kunst paa det. Det »virkelige»
overvælder os ikke med blodig raahed, det
arrangeres og analyseres heller ikke af en
hjærtelös forstand. Det fortones og udvides
og forenes med en dyb og mægtig natur. Atter
har man ondt ved i faa ord at udtømme
fortællingens »indhold». Er det blot en
naturlig, om end usædvanlig historie om en
kvinde, der bliver skændet og dræbt af raa
voldsmænd, eller erdet høstens storme,
vinterens barskhed, der hærger sommerens lykke,
eller er det videre endnu det raa o’g onde,
der meningsløst knuser det glade og gode.
Dybden er blaanende dunkel —
uudgrundelig. Livet selv er en »blå skog», i
hvilken der foregaar herlige og hæslige ting.
Uhyggen fornedrer os ikke, den toner
gennem vort sind og efterlader en gysende og
bange højtid.
Er denne mesterlige novelle et
eksempel paa, hvor raa og ubændige kræfter han
formaar at omsætte til kunst, saa er omvendt
den fortælling, hvorefter samlingen bærer
navn, et ligesaa forbavsende bevis paa, hvor
skrøbelig og fin en stemning, hvor sælsomt
og fint et tilfælde, han uskadt formaar at
løfte ind i den.
I det kostbare diamantsmykke, som
manden giver sin syge hustru, har han
symboliseret den fine bristefærdige illusion, der
holder livet oppe og som faar os til
intetanende, med et smil at gaa ind i døden.
I samme bind, der rummer disse
bevægede og fortættede historier, findes et par
antike sagn genfortalte, »Perdikkas» og
»Ungdomsskeppet», skønne, rolige, klare som
vægmalerier. De fortæller om Perdikkas’
snildhed og mod, om hans glade, sejerssæle
ungdom, og om skibet, der sejler ud til
bedrifterne, fyldt af fortrøstningsfulde
ynglingesind, medens alderdommen kun mærkes
bagved, som en mindelse, en sagte tvivl, en
træthed, der maa overvindes.
»Reseboken» bringer de to burlesk
vittige skitser: »Ett barockhelgon» og »Don
Juans rubiner» og det dejlige lille prosadigt
»En florentinsk aftondröm».
Mellem den og den følgende samling
ligger der et par aar og et par skuespil.
Det har betydet en yderligere modnen. I
»Thanatos» er dødstonen dyb og rolig
og skøn som ingensinde tidligere. Ingen
anden samling er saa ensartet i stemning
og værdi som denne.
Indledningsnovellen, der bærer samme
navn som hele samlingen, anslaar tonen.
Vi er selv som ynglingen, der kommer
hjem og finder sin unge tilbedte død. Vi
studser og gyser og stemmes til at
modtage det højtidelige, der vil komme: den
dybe fornemmelse af livshemmeligheden i
»Lejonet», den højtspændte
kærlighedshistorie i »Hemlig idyll», festens afslutning,
lysenes sluknen, mørkets komme i »Melchior»,
og endelig som et ekko af den tone, der
har lydt, »Gökens» halvt vemodigt pudsige,
halvt tungsindigt varslende stemning.
Af disse fortællinger staar »Lejonet»
utvivlsomt højest som kunstværk.
Florens har faaet en løve foræret. Den
er byens stolthed og glæde, men en skønne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Dec 11 13:51:05 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1910/0080.html
