Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Sophus Bauditz. Af Sophus Bauditz. Med 11 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5O8
SOPHUS BAUDITZ
Fot. Atelier moderne.
SOPHUS BAUDITZ I9IO.
om hans Brond — det bedste, det
uimodsigeligste Bevis for, at Brønden
med Rette bærer sit Navn.
— Uden Ubeskedenhed tør vel
Forfatteren af »Absalons Brønd» ogsaa
have Lov til at tro, at hans Bog kan
have gjort sit til at vække og forberede
en Stemning for den gamle Kongeborgs
Rejsning, og at han saaledes har lagt
en lille Sten til det ny Kristiansborg.
Intet vilde være ham kærere.
Og een Gang til har jeg, med
adskillig større Dristighed, det
indrømmer jeg, hævdet en Hypothese, som
jeg ikke kan bevise — det er i min
sidste større Fortælling »Komedie paa
Kronborg».
Som Student kom jeg jævnlig til
Helsingør, ikke blot, som andre Turister,
fra Morgen til Aften, men flere Dage
ad Gangen, og saa boede jeg altid i
»Klosteret». Her havde nemlig min
ældste Farbroder, tidligere Actuar i
Slesvig, nu sin Embedsbolig. Han var en
gammel Academicus — den første af
Slægten, der ikke var bleven Officer —
en af de største Originaler, jeg har
kendt, og et af de fornøjeligste
Mennesker, som tænkes kunde, Kamerat og
jævnaldrende med Ungdommen -— i
adskillige Henseender mit Forbillede til
»Jochumsen» i »Garnisonsbyen».
Forstaaeligt nok, at man befandt sig
vel i Klosteret, og forstaaeligt nok, at
jeg tidlig fik en aldrig svækket
Kærlighed til dette herlige Monument fra
Middelalderen, som min Onkel elskede
over alt i Verden, og som han aldrig
blev træt af at berømme eller fremvise.
De kappehvælvede Omgange, hvor
Solen kastede sine Lyspletter paa det
slidte Murstensgulv, den lukkede
Fra-tergaard, Refektoriet, de mørke
hemmelighedsfulde Trappegange, alt havde en
Romantik over sig, som jeg aldrig før
havde mødt i Livet, men kun i Bøger.
Og gik man saa ned i Onkels
private Have og satte sig i Lysthuset, saa
havde man herfra over »Grønnehave»
den vidunderligste Udsigt: Sundet og
Kronborg!
Den Dag i Dag bliver jeg højtidelig
stemt, hver Gang jeg gaar ud til
Frederik den Andens stolte Slot — det
dejligste i Verden. Det ligger lige op til
Byen, synes man, og saa skal man dog
over Grav paa Grav, gennem Indskæringer
i Voldene ■— Grønsværen ovenpaa »staar->
saa brillant til de mørkerøde Murflader
underneden! — og endda et godt Stykke
langs med de høje Kasematter, inden
man naar »Mørkeport», og kommer ind
i Slotsgaarden.
Her kan man lære, hvad historisk
Stemning er! — Og »Flagbatteriet»! —
Og Vandringen rundt om »Søbatterierne» !
Ja, Kronborg er en hel Verden for sig,
et Æventyr i Sten, og det er forklarligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
