Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Olaf Poulsen. Af Vilhelm Østergaard. Med 12 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6c>4
VILHELM ØSTERGAARD
OLAF POULSEN UDENFOR A PORTAS KAFÉ I KÖBENHAVN. TEGNING AF
HANS TEGNER (1885).
Fantasi, og synes at øse af et
uudtømmeligt Væld. Det er rimeligt og
selvfølgeligt, at man spiller Komedie paa en noget
anden Maade nu end for henved et
Aarhundrede siden, men just fordi Kunstens
Love er uforanderlige, hvor det gælder
deres inderste Kærne, kan man anvende
paa Olaf Poulsen, hvad Digteren Jens
Baggesen betegnede som det ideale hos
Datidens største Skuespiller: »Han spiller
ikke saa meget sin Rolle, som Rollen
synes at spille ham».
Det vil med andre Ord sige: at gøre
Rollen til et med sin Person, tilvejebringe
den fuldkomne Forvandling og derigennem
den fuldkomne Illusion. Olaf Poulsen for-
maar dette med fuldendt Mesterskab baade
indenfor sit Holberg-Repertoire, i de
moderne Lystspil og i sine Karakterroller. Han
er i det givne Øjeblik den Person, han
fremstiller: Henrik og Jeppe — og nu i
de sidste Aar Kandestøberen — ikke
mindre end Faldsmaal (i »Gulddaasen») og
gamle Ekdal. Hvad kræves ikke dertil
af Teknik og Herredømme over de rent ydre
Midler, og dog bliver det kun Skallen
omkring Kærnen, Iklædningen af det
individuelle, menneskelige, som det er
Skuespillernes Opgave at give Liv og Sandhed.
Man skal lægge Mærke til, hvordan gamle
Løjtnant Ekdal kommer nuslende ind paa
Scenen, i den tykke Kavaj, skjulende den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
