Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Nutidens Frankrig. Af Georg Brandes. VII—XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NUTIDENS FRANKRIG
105
XI.
Der udløser sig for mit Øje af de
franske Forfatteres Hærskare tre
Personligheder som særligt typiske og
repræsentative.
Den første af dem er Maurice Barres.
Der er en ikke ringe Del af den
kunstnerisk interesserede Ungdom, som
sværger ved hans Navn, selv af dem, der er
udgaaede fra Hjem, hvor man hylder
en Aandsretning, han umaadeholdent har
angrebet. Det er af formelle Grunde,
han vurderes saa højt. Det er hans
simple, rene Fransk, hans artistiske
Behandling af Sproget, som fortryller. Jeg
maa gøre den noget ydmygende
Til-staaelse: Jeg føler ikke Fortryllelsen;
jeg fornemmer ikke den Melodi, som
saa mange i Frankrig hører synge i
hans Prosa. Ganske vist kender jeg
mange højtbegavede Franskmænd, som
heller ikke hører den. Men det er mig
ikke nok; jeg gaar ud fra, at her er en
skjult Musik, jeg ikke har Øre for. Der
er for mange Franske en særegen
Distinktion i Barrés’s Ordvalg og
Ordstilling, i Maaden, hvorpaa han bygger
sine Sætninger og forbinder dem, en
Distinktion som for adskillige tyder paa
en aandelig Overlegenhed, for hvilken
de bøjer sig. Selv en tidligere,
lidenskabelig og haanlig Modstander som
Pressensé kaldte ifjor, da fælles politisk
Uvilje nærmede dem hinanden, Barres
»en af Juvelerne i Frankrigs literære
Krone».
Barres er født 1862 og skrev sin
første Bog 1888. Saa stor Opsigt end
den første Serie af hans Skrifter gjorde,
især fordi Paul Bourget straks henledte
Opmærksomheden paa dem — medens
Barres til Gengæld uafbrudt henledte
Opmærksomheden paa Bourget — har
de ingen Forestilling kunnet give om
Barrés’s senere Rolle.
PAUL ADAM. TEGNING AF VALLOTTON.
Det er en Art Fortællinger, hvori
det saglige Element, selve Fortællingen,
er af ganske forsvindende Betydning.
Der var i dem en ny Sensibilitet, en
uafbrudt Selviagttagelse og
Selvransagelse, Skarpsindighed og gennemført
Ironi, et Hang til abstrakt Tænkning.
Stikordet var Dyrkelsen af Jeget [le
Cidte du moi) i Modsætning til Pascals
Krav paa Had til Jeget. Og denne
Dyrkelse gav sig Udslag i umaadelig
Foragt for alle, der ikke kunde forstaa
dette Jeg, og som det derfor saa ned
paa. Bøgernes Titler er Under
Barbarernes Øjne, En fri Månd, Berenice" s
Have. Barres finder Verden i sig, sin
Verden i sig, dyrker og udvikler dette
isolerede Jeg uafhængigt af Omverdenen.
Tiltrods for enkelte smukke Landskaber
havde han kunnet sige modsat Gautier:
Jeg er et Menneske, for hvem den ydre
Verden ikke eksisterer.
Der var heri noget, som mindede
stærkt om Friedrich Schlegel som ung.
Paa et for mange Aar siden derom
rettet Spørgsmaal til Barres gav han
imidlertid et Svar, der viste, at han ikke
kendte Schlegel. Han erklærede, at det
var i Fichte, han havde fundet Rygstød
og Overensstemmelse. Det er ret
underligt at se, hvad der historisk kan
gøres ud af alvorlige filosofiske Grund-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
