Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Fjärde häftet
- Herman Bang. Af Hans Brix
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de Forhold, som fremkalder Begivenhederne.
Vi maa selv uddrage Meningen af Tingene.
Dette Princip optager Herman Bang; hans
Bøger meddeler os Indtrykket af, at vi faar
Lejlighed til skarpt og uafladeligt at
iagttage Personerne og derefter maa danne
os vor egen Dom. Metoden paavirker
Fantasien med en egen indtrængende
Styrke.
Af H. C. Andersen har han taget
Mønsteret for den dæmpede Fortællemaade
i Idyllen. Der begyndes med nogle faa
Ord om Stedet, som vi føres til; ud fra
denne Begyndelse spindes Ordene, ikke i
egentlig fortællende Form, men som om
en sad og talte med sig selv om
gammelkendte Ting. Det hedder ikke: »Ned til
et Hus førte en Vej»; men: »Der gik en
lille Sidevej ned til Huset». En saadan
Fortællemaade forudsætter en fuldkommen
Sikkerhed i Anskuelsen af de ydre Forhold,
lig det ovenfor omtalte Herredømme over
Enkelthederne. Men denne Art af
Synskhed, der viser Egnen og Stedet, svigter
ikke Bang. Han er en Mester i at lade
Tingene fremgaa selvfølgelige af hinanden,
saa at vi snarere tror at se Tingene, end
at de fortælles os.
* *
*
Udrustet med denne Teknik skrev
Herman Bang i de tyve Aar efter Stuk
(1887) en Del Romaner og Noveller, der
i Prægningen er saa ejendommelige som
nogen Literatur i Verden. Den Tone af
Nederlaget, som lød gennem hans Sjæl fra
Ungdommens Oplevelser, den forlod ikke
hans Værk paa nogen Del af hans Bane.
Et Udtryk i kort Begreb for Herman
Bangs Syn paa denne evige og haabløse
Kamp i Tilværelsen er i »Excentriske
Noveller» Fortællingen om Cirkusrytteren,
der begynder at tabe sin Færdighed og
som for hver ny Optræden har større
Anstrængelse nødig for at gøre Jockeyspringet
fra Manège til Hesteryg, indtil en Dag det
mislykkes. Bang har et særligt Kendskab
til og en fortrolig Forstaaelse af
Gøglernes Liv. I ingen anden Forfatters Værk
træffer man en saa indgaaende Sympati
med det store hjemløse Folk, der for at
tjene Føden og forlyste Publikum, og af
en umættet Trang til at glimre, vise sig
og blive tiljublet, flytter deres Telte fra
den ene By til den næste, gennem alle fem
Verdensdele. Han kender de enestaaende
Virtuoser, hvis Navne skal bevares;
Berømtheder, der glemmes, før de dør;
Danserinder, Artister, Klovner og
Markedsgøglere, helt ned til Landsbyernes
Danselærerinde, der paa Balletskolen har lært nogle
Pas i sin Ungdom; han kender alle de
Folk, med hvem de kommer i Berøring:
Agenter og Impresarioer, Hotelværter,
Kellnernes Flok, ned til den mindste Piccolo.
Selv følte han sig som en af disse evigt
Vandrende; det var hans Naturs Trang at
se et ukendt Publikum Aften efter Aften
og stride med det for at vinde dets Bifald.
De borgerlige Sjæle forstaar ikke denne
Drift, der er uovervindelig; det er
Gøglerblodet. Som en vandrende Gøgler døde
han, i fjerne Egne, paa Vejen mod Mexico,
mod det næste Fjælegulv, hvor han skulde
kæmpe for Bifaldet.
Men som en Modvægt mod
Nederlagsfølelsen og det evigt rastløse gemte han
i sit Inderste Billedet af Barndommens Hjem
og Barndommens Dage.
Medens Slægtsdrømmene gennem Aarene
faar mindre Betydning for ham og
væsentlig ytrer sig som en aldrig formindsket
Kærlighed til Titler og klingende Navne
— det er betegnende, at han i
Skildringen af sin Bedstefader bestandig lader
denne betitles Geheimeraad og Excellence,
skønt han i levende Live af Folk
benævnedes slet og ret Dr. Bang — saa
vedbliver Kærligheden til Barndomsaarene og
frem for alt til Moderen at leve i ham
med usvækket Styrke. Gennem Romanen
»Tine», Bogen om Nederlaget i 64, lyder
som en fin og vemodig Tone denne hans
Livs stærkeste Følelse. Om
Barndomsdagene handler ogsaa »Det hvide Hus»
og »Det graa Hus». Gennem disse
dyrebare, tidligste Minder elsker Herman Bang
hele det gammeldags naive Danmark, som
hans oprevne Sind og urolige Livsførelse
havde bragt ham saa langt bort fra. Det
gaar ham som J. P. Jacobsen; naar de
hører deres Moders simple Sange fra
fredelige forsvundne Dage, da smelter deres
Hjerte. Bang bliver endogsaa meget
sentimental, naar han hører Tonerne.
I den smukke Roman »Ludvigsbakke»
har Herman Bang paa ny behandlet sine
Grundmotiver. Langt ude i Fortiden den
gyldne Barndom paa Landet og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Dec 11 13:52:19 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1912/0254.html
