Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Fjärde häftet
- Herman Bang. Af Hans Brix
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Moderen den Lykke, som det beskedne
Hjem kan byde. Men for ham er der
intet Hjem beredt. Han maa drage
tilbage til den Ø, hvor ingen Kvinder bor,
og hvor Mændene er som spedalske,
skyede af Nationerne, som ikke vil kendes
ved dem.
Her vil Joán leve Resten af sit Liv
og vente Dødens Komme.
Denne Skildring er Slutstenen paa
Herman Bangs Forfatterskab.
* *
*
Hvor meget godt kan der ikke siges
om denne Produktion. Vi staar her
overfor en Digter, der er intelligent og
ejendommelig. Han ejer udpræget Følelse og
har en afgjort Evne som komisk Skildrer.
Sin Form har han udarbejdet med en
saadan Omhu, at den passer ham som en
Handske, og den har saa usædvanligt og
ejendommeligt et Præg, at den aftvinger
Læseren Opmærksomhed. Endvidere
udarbejder han hvert enkelt Punkt af sine
Skildringer med den største Omhu, med
et Opbud af hele sin Vilje. Han skyr
ingen Anstrængelse. Han skyr endnu
mindre noget Offer; hele sit usædvanlige
Liv, dets Sum af Oplevelser og dets Maal
af Lidelse, har han ofret paa sin
Digtning.
Der er heller ingen Tvivl om, at han
i dansk Literatur vil blive erindret som
en mærkværdig Skikkelse, og at man vil
søge til hans Bøger for at studere et
usædvanligt kunstnerisk Fænomen, der paa
yngre Forfattere har øvet en ofte
betydelig Indflydelse; en Indflydelse, der i mange
Tilfælde er af skadelig Art, men ogsaa
undertiden aabenbarer sig som en
Tilskyndelse til altid at yde klare Realiteter
istedetfor Omsvøb og Talemaader.
Nogen Kreds af trofaste Venner, nogen
Plads i Folkets Hjerte vil man ikke kunne
spaa ham. Der er to Hovedaarsager for
dette; den ene er af udvendig, den anden
af dybere Natur.
I Formen er det en Hindring for
Herman Bangs Værks Levedygtighed, at han,
efter sit urokkelige Princip at meddele
sine Ideer og Bogens Handling gennem
Kendsgerninger, kommer til at arbejde
med en uoverskuelig Række af pinagtigt
smaa Enkeltheder. Overhovedet har dansk
Literatur i Tiden efter Georg Brandes’
Optræden i en utrolig Grad gaaet op i at
frembringe illustrerende Detaljer; siden den
store Kritiker paaviste Fortræffeligheden
af Kathrine Percys Replik: »Nu brækker
jeg din Lillefinger, Henrik! hvis ej du siger
mig den rene Sandhed!» er vor Literatur
blevet overforsynet med brækkede
Lillefingre. —
Dertil kommer, at Replikken, der hos
andre Realister giver Fortællingen Varme
og Liv, af Bang gøres ubarmhjertigt
naturtro, altsaa fattig og glansløs. Endvidere
er hele den sproglige Form lagt tæt op ad
den mundlige Fremstillings paa een Gang
springende og stillestaaende Ytringsmaade.
Læseren vansmægter efter det brede
Forfatterforedrag. Istedetfor lader Herman
Bang sin Figur sige et Ja! eller Nej! hvori
han selv lægger en Verden af Indhold,
medens Læseren føler sig helt ude af
Spillet. Til Overflod er Forfatteren yderligere
betænkt paa at gøre Udtrykket uroligt og
nervøst ved hyppige Indskud af
Oplysninger om Personernes Bevægelser og
Stemmeføring:
»Frøken Gerda aabnede Øjnene, saa
de syntes endnu større:
— Og nu døer hun idag.
Joan saa ned paa hendes Ansigt: saa
let hun skiftede Farve, hun kunde blive helt
hvid — ogsaa Panden.
— Hvor det er underligt, sagde han.»
Mellem de to sammenhørende
Replikker danner Indskuddet et formeligt Svælg.
— Men ved Siden af disse ydre,
tekniske Ting er der en Grundskade ved
Herman Bangs Forfatterskab. Denne Skade
er nok som bekendt og ofte fremhævet; det
er den Affektation, der gennemdrager hele
hans Værk.
Her tales ikke om det Hang, som han
viser til at falde i Beundring over, hvad
der besidder ydre Finhed og Fornemhed,
eller hvad der forekommer ham at være
interessant paa Grund af en Smule
Nyheds-Glans.
Men i selve Fremstillingen af en Række
aandelige Tilstande forskyder han i
ukritisk Fejlvurdering de rette Forhold. Naar
han vil være højtidelig, hæver han sig helt
ud af Verden op i et tomt Rum; naar
han røres, er der ingen Ende paa hans
stille Taarer; naar han spotter, bliver han
aldrig træt af at gentage sin Skæmt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Dec 11 13:52:19 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1912/0256.html
