Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Den evige Dröm. Af Albert Gnudtzmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN EVIGE DRÖM 459
virkelig syntes, de var godt gjort af ham,
dels fordi de ikke nænnede at göre den
brystsyge bedrövet, og selve
Realskolens Tegnelærer, der nok i sin Tid
havde været lige ved at komme ind paa
Kunstakademiet i Köbenhavn, havde
udtalt som sin Overbevisning, at Karl
Lang-toft nok blev til noget, blot han kunde
komme ud i Verden og lære noget.
En skönne Dag drog han da ud i
denne Verden. Han pakkede sit Sæt
Stadstöj og sine faa övrige Ejendele i
den Vadsæk, hans Moder i sin Tid havde
broderet til Faderen, da han skulde ud
paa Professionen. I Pungen havde han
en Hundredekroneseddel, som han
efter-haanden havde sp aretsig sammen. Og
saa förte han ellers sin brændende
Ærgerrighed med sig.
Det var en dugfrisk Sommermorgen,
da han vandrede ud af Helsingör By og
for sidste Gång saa Sundets Bölger trippe
deres Silkeskodans paa Forstranden. To
Aar igennem varede hans Rejsefærd; i
Solbrand og i Slud, i Storm og i Sne
gik han paa sin Fod ned gennem det
tyske og saa over det bajerske og det
tirolske Höj land, til han naaede ind
over den italienske Grænse. Var der
Arbejde at finde i en By, saa slog han
sig til Ro der, saa længe til det Hul,
der havde dannet sig i hans Rejsekasse,
var stoppet og lidt til; saadan kom han
til Italien med flere Penge end han var
gaaet fra Helsingör med. Og hvad havde
han ikke allerede set! Taarne var dukket
op paa hans Vej og vilde Bjerge; kogende
Gletscherfloder havde vredet sig som
overvundne Drager under hans Fod. Men
Kunsten var dog det bedste af det
alt-sammen; hver en Tomme berömt
Lærred, han i de store Kunstsamlinger var
kommet i Nærheden af, havde han
tilegnet sig, og han havde mere end én
Gång ligget vaagen Nætter igennem,
knuget af Sorg over, at han ikke forstod,
over, at han fölte sig som én, der ikke
havde annammet Kunstens Helligaand,
én, hvem den ikke vilde udlevere sinex
sidste Hemmeligheder — indtil saa
pludselig, som ved en Aabenbaring, det hele
stod i overjordisk Klarhed for ham og
han fyldtes af en Salighed, som han
aldrig havde troet var til. Og nu stod han
her foran den evige Stad. Her skulde
hans störste Drömme fuldbyrdes. Her
skulde den fattige Haandværkssvend kaste
Puppesvöbet og blive Kunstner.. ..
Thi under denne solmættede Himmel
var ait muligt; her skulde Underet, den
nye Födsel, fuldbyrdes med ham.
––––— Solen var i sin Nedgang;
som et ebbende Hav af Guld skyllede
de sidste Lysbölger ind over Byen. Karl
Langtoft tog Hatten af og lod den milde
Vind stryge sig hen over Kinden. Aa,
det var, som om denne linde og
varme-mættede Luft fyldte hans syge Lungevæv
med ny Livskraft! Kunde han blot
blive ved at leve her, helst i mange Aar!
Han maatte tænke paa den fattige
kö-benhavnske Billedskærersön, der en Gång
for mange Aar siden var draget til Rom
for at blive en stor Billedhugger og som
siden kom hjem med en Glans som en
Fyrste. Skulde det kunne times ham
selv? Skulde ogsaa hans Navn en Gång
skinne i Glandsen af denne stærke,
sejrs-jublende romerske Sol?
I dybe Tanker gik han ind mod
Roms Husmasser, hen ad den hvide
Landevej. Da kom han forbi en höj Mur, en
höj gråa Mur udenom en Lund af höje stille
Cypresser. I Nærheden knejste en
Pyramide; Stedet saa ud, som havde det
ligget i Glemsel siden Oldtiden.
Han fik Lyst at se, hvad der var
indenfor Muren. Han fandt en Laage
og ringede paa en Klokke: en Kone kom
og lukkede ham ind; hendes Smil var
mildt, næsten deltagende.
Ak, det var kun en Kirkegaard! Og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
