Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Den evige Dröm. Af Albert Gnudtzmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
460
ALBERT GNUDTZMANN
da han böjede sig ned over en Ligsten
for at læse det Navn, der stod paa den, saa
var det nordisk. Stenen ved Siden af
— igen et nordisk Navn, og den anden
og den tredie, her en svensk, der en
norsk, der saamænd en fra Helsingör.
Saa en Afdeling tyske — og
Englændere og Russere ogsaa. Han stod paa
den protestantiske Kirkegaard.
Han smilede lidt forknyt.
»Der er nok ikke blot til Rom, de
månge Veje förer: der er heller ikke
saa faa, der förer derfra. En gaar
gennem Ære og Berömmelse, en anden over
en stille Kirkegaard. Naa, komme bort
igen kan vi altid tænke paa; lad os nu
först se at komme dertil.»
Og lidt efter vandrede han gennem
Konstantin den stores Triumfbue for et
Öjeblik efter at staa förän Kolosseum.
Men Rom greb ham ikke saa stærkt
som han havde troet. Ikke strax i
hvert Fald. Det ene Minde fra Oldtid
og Pavetid efter det andet trængte sig
ind paa ham: de forjog hinanden;
Hjernen kunde ikke rumme dem. Og i hans
Hoved sydede stadig den ene Tanke:
at blive Kunstner, at blive berömt! Han
maatte se de Steder, hvor Thorvaldsen
havde færdedes, han maatte besöge de
Kirker og Paladser, hvor hans Kunst havde
såt sig Spör. »De studerer nok til
Thorvaldsen, Hr. Langtoft,» havde en dansk
Maler i Munchen sagt til ham, og det
löd jo lidt löjerligt, men Ytringen
forlöste hans bundne Tanke. Ja, han vilde
paa en Maade netop studere til
Thorvaldsen, blot med den Forskel at hans
Værktöj var Penselen, ikke Mejselen.
En af de förste Dage kom han ind
paa det Osteri paa Barberini-Pladsen,
hvor den store Mester havde været
Stamgæst og hvor endnu hyppigt nordiske
Kunstnere samles.
Karl Langtoft var heldig: han faldt
netop ned i saadan en Kreds af Kunst-
nere. Han maatte fortælle dem om sine
Vandringer og sine Drömme, og han stäk
intet under Stolen. Han var Malersvend
fra Helsingör, og han var kommet her
til Rom for at blive berömt. En saadan
underlig Kumpan var endnu ikke
forefaldet i denne Kreds, og de unge var
ikke fri for at have ham en Smule til
Bedste. De æggede ham til at udvikle
for dem, hvilke Planer han havde. Og
Langtoft forstod ikke, at man gjorde
Löjer med ham; han fortalte ganske
naivt, hvordan han havde tænkt sig at male
noget, som med et Slag skulde samle
Opmærksomheden om ham.
»Jeg vil male det störste, der kan
males,» sagde han, og hans blaa Øjne
lyste. »Först vil jeg se Paven, saa vil
jeg male ham Ansigt til Ansigt med
Mesteren. Mesteren er den, der er större
end Paven, det er selve den ny Tid. ..»
»Kan man da male en Tid?»
Man kan male ait det, man kan se
med sit eget indre Øje. Det skäl være
paa én af de store Festdage, naar Paven
uddeler Absolution i Peterskirken. Han
sidder höjt, höjtoppeunderenBaldakin, saa
nær Himlen som muligt. Men saa
kommer den anden ind ad den store
Ho-veddör; han er klædt som en
almindelig Arbejder, men alligevel ligner han
ikke nogen anden, og da Paven ser ham,
bliver han bleg. Der skäl være over
ham dette — dette — uudsigelige...»
»Ubeskrivelige...»
»Ubeskrivelige — ja. Det, som ikke
er ubeskriveligt, er ikke Kunst.»
»Karl Langtoft skäl ikke male noget
ubeskriveligt,» löd en dyb Stemme. »Han
skäl male Grise.»
» Grise!»
»Ja min Salighed Grise! Med
Krölle-hale og det hele! Begynd De bare med
det, min Fa’r; kan De ikke male saadan
en Fyr, saa kan De ligesaa godt lade
Malerkrukkerne være i Fred Resten af
4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
