Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Den evige Dröm. Af Albert Gnudtzmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
462 ALBERT GNUDTZMANN
»Sigrid Lund!» sagde hun, da han
præsenterede sig. »Billedhuggerinde i al
Beskedenhed.»
»Ja, mit Navn er Langtoft, og jeg
vilde gerne være Maler.»
»Det behöver De ikke at fortælle.
Det kan man straks se paa Dem.»
»Kan man virkelig.»
»Ja — og for Resten har jeg ogsaa
hört tale om Dem.»
»Der er vist ingen, der taler om mig.»
» Her nede taler vi allesammen om
hinanden. Har De ikke lagt Mærke til det?
Der er ingen, der kan have noget for
sig selv. Naar De en Gång bliver rigtig
berömt saa vil vi allesammen gaa og
göre os vigtige af, at vi har kendt Dem,
den Gång De endnu kun var en lovende
ung Månd.»
»Tror De da, Fröken, at jeg bliver
berömt?»
Det kom saa naivt, at hun knap kunde
dy sig for at le. Men hans spændte og
alvorlige Mine og Udtrykket i de dybe,
blaa Øjne afholdt hende derfra.
»Ja,» sagde hun alvorligt, »jeg troer,
De bliver til noget, Hr. Langtoft. De
er ikke som vi andre, der bare gaar og
tænker paa, hvordan vi skäl faa lavet
noget Bras af den Slags, som Folk kan
li’e og som vi altsaa kan faa solgt. De
gaar med det hele inden i Dem. En
skönne Dag saa er det modent, saa De
kan komme frem med det. Og saa er
det Deres Tur.»
Han blev ganske röd i Hovedet af
Glæde.
»Naar den Dag kommer,» sagde han
bevæget og greb bendes Haand, »saa
skäl jeg tænke paa denne Samtale. Og
jeg skäl aldrig glemme, at De var den
tcirste, der forudsagde mig det.»
Fra den Dag var Karl Langtoft
uhelbredelig forelsked i Sigrid Lund. Og
saa ny denne Foleise var for ham, traf
den ham aldeles uvæbnet. Den fyldte
ham med en Jubel, som han aldrig havde
tænkt sig kunde være til, og ikke et
Øjeblik faldt det ham ind at gruble over,
hvortil nu det hele skulde före og hvilke
Muligheder der var for at vinde hende.
At hun kunde være bunden til en anden,
at den Dag kunde komme, da han maatte
fole sig tilsidesat og dybt ulykkelig —
det var altsammen noget, der laa helt
udenfor hans Synskreds; han havde nok
i hendes store, lyse Smil, hendes friske
Latter og hendes Stemme, der var stærk
og dyb og alligevel blid som et eneste
langt Kærtegn.
Han vidste ikke, at nogle Dage efter
at de havde gjort hinandens Bekendtskab,
sad hun paa Osteriet sammen med sin
Ven, Arkitekt Duemose, og at Ordene
faldt saaledes imellen dem:
»Hvis jeg maa sige min Mening, min
Pige, saa koketterer du lidt rigelig med
Skroget.»
»Ikke med min gode Vilje, Vilhelm,
det maa du ikke tro. Men jeg har ondt
af ham. Enhver kan jo se, hvor det
bærer hen med ham. Han har vist mig
nogle Skitser, han har gjort: de er
forfærdelig naive; jeg er ikke sikker paa,
at han ikke alligevel har lidt Talent, men
det kan jo for den Sags Skyld være lige
meget: han kommer ikke til at leve saa
længe, at han kan drive det til noget.»
»Han er forelsket i dig. Du burde
sige til ham, at du er forlovet med mig.
Jeg synes ikke om, at du lader ham gaa
og haabe: det er jo dog kun at holde
ham for Nar.»
»Overfor enhver anden vilde jeg
ogsaa synes, det var urigtigt. Men
Langtoft er noget for sig selv. Husk paa,
her kan man ikke regne med hvad
Fremtiden vil bringe; det gælder bare om,
at han er glad i den Tid, han har
tilbage. Og han er glad, Vilhelm.»
»Men han kan höre noget af andre.
Selv om vi er enige om at holde vort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
