Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Den evige Dröm. Af Albert Gnudtzmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN EVIGE DRÖM 463
Forhold hemmeligt, saa ved vi jo dog
nok, Kammeraterne har deres
Formodninger. »
»Han har hört noget. Men der
benovedes blot et Ord af mig til at feje
enhver Mistanke bort af hans Sind.»
»Du fornægtede mig altsaa?»
»Det gjorde jeg, lille Vilhelm. Og
jeg gör det med den störste Sindsro igen,
hvis det skulde blive nödvendigt. Jeg
svær’ paa at jeg hader og foragter dig,
og jeg gör det med koldt Blod.»
»Naa, saa det gör du! Ved du nu
ogsaa hvad det koster? 10 Kys mindst!»
»Jeg betaler dem. Og jeg har ikke
noget imod, at Boden bliver större i
Gentagelsestilfælde.»
— — — Langtoft levede videre i
stille Lykke. Han havde nu ikke Tanke
for andet end Sigrid, ikke for sin Kunst,
ikke for Dagen i Morgen. Han forlangte
slet ikke andet end at maatte sidde ved
Siden af hende, lytte til hendes Stemme,
modtage hendes Haandtryk, naar han kom
og naar han gik. Det var efterhaanden
blevet saadan, at alle Osteriets
Stamgæster anerkendte hans Ret til Pladsen ved
hendes Side. Sad der nogen, naar han
kom, saa rykkede de til Side for ham.
En Dag viste han sig ikke i
Kredsen. Den næste Dag heller ikke. Da
endnu den tredie Dag ingen havde set
noget til ham, blev der sendt en
Deputation hjem til ham for at se, hvordan han
havde det.
Han sad slövt sammensunken paa
det fattige Værelses eneste Stol. Hans
Penge var opbrugt, og han havde
forgæves sögt at faa Arbejde. For et Par
Dage siden var desuden en Maaneds
Leje forfalden: hver Gång det bankede
paa Dören, foer han sammen af Skræk for,
at det skulde være Værtinden, der kom
for at sige ham, at han maatte flytte.
Hvis det skete, havde han ingen anden
Udvej end at göre som Roms hjemlöse:
söge sig en Stenbænk udenfor et eller
andet af de gamle Paladser....
Kunstnerkolonien holdt Raadslagning.
Man sköd en lille Sum sammen til
Øjeblikkets Krav og enedes om en
Aftenunderholdning, hvis Overskud skulde
anvendes til at faa ham sendt hjem for.
Have ham spadserende i Rom kunde
der naturligvis ikke være Tale om. Hvor
var saa Grænsen?
Koncerten blev holdt, de nödvendige
Penge kom ind. Der blev endda saa
meget til overs, at man kunde holde et
lille Afskedsgilde i Osteriet.
Han havde gaaet om som i en Dröm.
Det var ham saa fremmed ait dette: at
han skulde rykkes op med Röde af
Livet her nede — at det skulde gaa sin
Gång videre uden ham... Aften efter
Aften skulde de sidde her, de andre, og
midt imellem dem Sigrid med sit store,
lyse Smil. Han havde hidtil ligesom
ikke kunnet faa sig til at tro det.
Men denne Aften syntes endelig den
frygtelige Virkelighed at staa ham ganske
klar. Hans Øje hang med en egen
fugtig Glans ved Sigrid, og han hörte
næppe paa den Skaal, der blev udbragt
for ham.
Sigrid Lund holdt en Sölvmönt op
for han:
»Den vil jeg forære Dem, Langtoft.
Det er et ugyldigt Francsstykke, som
de har stukket mig ud paa en eller
anden Beværtning. Naar De gaar her
fra i Aften, skäl De kaste den i
Trevi-Fontænen.»
»Jeg vilde hellere beholde den — til
Minde om Dem.»
»Men ved De da ikke, at naar man
kaster en Mont i Trevi-Fontænens Bassin,
saa betyder det, at man snart kommer
tilbage til Rom? De skäl blot passe
at vende Ryggen til Fontænen og kaste
Montén tilbage over Deres Skulder,
saadan at De ikke ser den falde i Bassinet.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
