Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Camilla Collett. Av Ragna Nielsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102 RAGNA NIELSEN
CAMILLA COLLETT. 1860.
og senere
Hver aandsbedrift, hvert skjönheds verk
var hendes höieste glæde,
hun trængte ind i dets dybder sterk
og kunde traaden utrede ....
Derför er det noget av en skuffelse
at læse hendes indlæg, som ialfald — i
korthet uttrykt — staar meget under
Camilla Colletts. Det interessanteste er
at se, hvad fröken Aamodt kanske ikke
har været sig bevidst, hvorledes
Wahlver-wandschaft er sterkere end virkeligt
slegt-skap. Hun, som var opdraget i den
franske luft, hvori moren aandet og
levet, er tydeligvis sterkest paavirket av
Fredrika Bremer, av hvem fru Dunker
var ganske uberört.
Saa kom dagen efter, 4de april 1842,
et svar til fru Collett fra en månd, som
undertegner sig »45». Han prover paa
at være likesaa spirituel som hun,
men det lykkes ikke, kanske fordi han
er for sint. »Jeg kan ikke forstaa,
hvorfor De gir Dem til at sitte i Kringlen*
* Et balselskap.
i en graa silkekjole. Ah je comprends!
De vil representere la tristesse, superbe!
De er nu altid saa fuld av ideer. Men
strikketoiet! dette sode strikketoi!
hvorfor skäl da just dette spille titelrollen?
»De grace» — vil De si — »dette blir
min hemmelighet». Nu vel, jeg vil ikke
berove Dem nogen hemmelighet —
damerne kan ikke leve uten
hemmelighe-ter. En dame med Deres egenskaper
er vistnok fornuftig nok til ei at la
noget trykke, forend hun har forberedt sig
paa de mulige fölger av en saadan
publikation. De kjender altfor vel
galanteriets, ridderlighetens og
»sjælegymna-stikens» lave standpunkt i det hele her
i Norge til at De ikke skulde ha
opdaget, at i literaturen gives der endnu
mindre galanteri end i möter og
sel-skabscirkler. . . Jeg kan sandelig ikke
fragaa at Deres artikel laborerer av en
nervesvakhet, der baade er smitsom og
allerede lidt utbredt her hos os. Rent
ut sagt, min bedste, saa tror jeg De er
lidt for ærgjerrig. Det er sandt nok,
at vor lovgivning holder spindesiden i
umyndighetsstand. . . . Hadde De
virkelig lyst til at være love og komme paa
Stortinget?» o. s. v.
Denne salve gjorde en brat ende
paa diskussionen. Der skulde mindre
til for at skræmme damerne. Elisabeth
Aamodt, som hadde bebudet en artikel
nr 2 og som vilde sende den ind trods
45, fik simpelten ikke lov av sin
familie. Og saavidt jeg kan se, taug
Camilla Collett fra denne dag av i »Den
Constitutionelle».
Först i 1855, 4 aar efter hendes
mands död, utgav hun »Amtmandens
Dötre». Hun har neppe dengang tænkt
paa at hun her optraadte som
kvindeemancipationens forkjæmper. Ialfald
indtar hun straks en position, forskjellig
fra andre forkjæmperes, en position som
hun igrunden altid beholdt. Hun stillet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
