Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Ullerup-Stenen. En Minde-Fantasi. Af Jakob Knudsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
598
JAKOB KNUDSEN
var ude at afsøge sin Erindrings
Ejendom.
Et saadant Motiv, sent fundet, skjønt
det laa lige for min Næse, sent
opdaget, skjønt det altid har været med i
mit Syn paa Tingene — vil jeg her
behandle. Og, bøjende mig for dets
særegne Art, vil jeg behandle det
fuldkommen frit, skrive en fri, digterisk
Fantasi derover.
Det er en sjælelig Ejendommelighed
hos mig selv — der bl. a. viser mig,
at man, allerede som Barn, kan have
stærk og varig Interesse for noget
Abstrakt. Det er tillige en
Ejendommelighed, som jeg ikke har truffet hos andre
end mig selv, uagtet det sikkert maa
bero paa en Tilfældighed, at de
Mennesker, jeg har talt med derom, ikke har
syntes at kjende den:
Nu vel, det har altid sat min
Fantasi i Bevægelse, interesseret mig,
fornøjet mig, lige fra min tidligste
Barndom og indtil dette Øjeblik, at se et
enkelt Exemplar eller Individ blive
udvalgt ud af et meget stort — helst
uendeligt — Antal Exemplarer eller
Individer af ganske samme Slags, blive
udmærket og særtegnet, faa en særegen
og sjælden Skjæbne, medens alle de
øvrige Exemplarer forblev i den
uendelige Ubemærkethed og Ligegyldighed.
Det har altid været mig en stor
Fornøjelse, selv at foretage en eller anden
Udvælgelse efter dette Princip.
Det skulde glæde mig, om nogen
af mine Læsere vilde meddele mig,
om han eller hun kjendte en lignende
Lyst hos sig selv.
I en af mine allertidligste
Barndoms-Lege kommer den frem: jeg tog et
Stykke Papir og krammede det sammen
i mine Hænder, saa bredte jeg det
noget ud, saa at det kunde fremstille —
en miniature — et bjærgrigt Landskab,
en Klippe-Ø. Paa denne 0 befandt
sig Indfødte, og de blev angrebne af
Folk i Papir-Skibe, der landede paa Øen.
Disse Mennesker var Rug-Kjcerner, hvilke
jeg tog fra de uhyre Korndynger oppe
paa Loftet, hvor der formentlig laa
Rug-Kjærner i Million- eller Billionvis. —
Det var nu noget af det interessanteste
ved disse Kjærner, som her fik Skjæbne
som Angribere eller Forsvarere, som
Høvdinge eller Menige, dette: at deres
Ligemænds Millioner laa fremdeles
deroppe paa Loftet ganske upaaagtede,
medens disse faa, som ved et rent
Tilfælde, var komne med i Legen, blev
mærkelige og udmærkede, blev mig
dyrebare eller forhadte, alt efter som
deres Rolle medførte det, og det var et
Moment, som bidrog mægtigt til at
anspore min Fantasi, saa jeg digtede
langt mere ivrigt og udholdende om
disse Kjærne-Tropper, end jeg vistnok
ellers kunde have gjort.
Jeg er ikke vis paa, om der ikke
var et Glimt af Ugudelighed i dette
Sværmeri eller denne Svimmelhed
overfor det Tilfældige, et Slags ubevidst
Oprør overfor det Teleologiske i
Tilværelsen, som jeg aldrig med Bevidsthed
vilde have tilladt mig. Det forekommer
mig, at der er en Slags Lighed
imellem disse Barndoms-Fornemmelser ved
det Tilfældige og saa en vis
Svimmelheds-Følelse i senere Aar overfor
Bran-desianisme og lignende Fænomener, en
Gysen og en Dragelse overfor en
Afgrund, hvor Tilfældigheden raadede.
Dette maa nu staa hen. Selve Tingen:
Udvælgelsen af noget Enkelt udaf en
Uendelighed af ganske lignende
Enkeltheder, som ikke blev udvalgte — og
det æggende for Fantasien i dette
Forhold — kan jeg forfølge gennem hele
mit Liv i snart sagt ligesaa mange
Exempler, det skal være.
Jeg skal nævne endnu nogle faa og
vidtløftig behandle et sidste Exempel:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
