Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Ullerup-Stenen. En Minde-Fantasi. Af Jakob Knudsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULLERUP-STENEN
599
Her eet fra mit tolvte Aar. I min
Faders Bogreol stod et stort Værk:
»Nordisk Kirketidende» af Lindberg.
Det var en lang Række af store, tykke
Bind. Det var en aldeles svimlende
Masse Ord, der fandtes i disse Bøger.
Denne Svimlen kunde jeg ikke staa for:
Jeg udvalgte de første Linjer i første
Bind, — jeg kunde jo akkurat ligesaa
godt have taget hvilkesomhelst andre
Linjer af disse Millioner, — men nej!
— nu skulde det være disse. De skulde
nu udmærkes og have Skjæbne. Jeg
lærte dem udenad, og i vore Lege (mine
og mine Søskendes, hvor jeg førte an)
skulde disse Ord nu bruges som
Felt-raab i Krigen f. Ex., — naar vi
stormede frem imod Fjenderne: -»Ved at
overgive mine Læsere det første
Nummer af dette Tidsskrift, vil man med
Billighed vente, at jeg nærmere
forklarer mig over den Bestemmelse, det skal
have.» — Dette var jo Ord, som nok
kunde opflamme de vaklende Rækker.
— Men de brugtes ogsaa, naar vi skulde
aabne vor Rigsdag eller et Folkemøde,
forøvrigt ved Brudevielser og
Begravelser — et godt Ord har man jo overalt
Brug for.
Samtidig med, at jeg — som mine
Søskende — glædede mig over den
smukke højtidelige Virkning, som disse
Ord altid frembragte i Legen, havde
jeg jo saa min egen private Glæde over,
at jeg kunde akkurat ligesaa godt have
valgt et Utal af andre Linie-Par i Stedet
for disse i den store, uendelig store
Bog!
Et andet Exempel: jeg har som
Barn med stor Flid og Omhu, i mine
Tegnebøger, aftegnet de almindelige Neu
Ruppin’ske 4 Skillings Billeder. Ikke
fordi jeg fandt dem saa uimodstaaelig
skjønne, men fordi jeg havde hørt, at
der fabrikeredes saa ganske enorme
Masser af dem, hvor de blev lavede.
Og her blev altsaa udvalgt nogle
enkelte af dem, og de kom til Ære og
Værdighed, ligesom de var fine
Fortegninger. —- Hver Gang jeg gjør en Rejse
i Tyskland, tænker jeg paa at aflægge
Neu Ruppin en Visit, og jeg antager
ogsaa nok, det skeer engang, — saa
megen Stemning og Glæde har der for
mig været knyttet til disse Billeder.
Men havde de nu været udmærkede i
Forvejen paa en eller anden Maade —
blot haft et Navn i Lighed med
Nürn-berger-Kram — saa tror jeg slet ikke,
jeg som Barn vilde have interesseret
mig for dem, thi da var der ingen
Tilfældighed i, at jeg tog mig af dem.
Stene som Rejseerindringer sætter
jeg den Dag i Dag megen Pris paa.
En almindelig Stump Granit eller Flint
eller Sandsten kan jo ikke gjøre
Fordring paa nogensomhelst Opmærksomhed,
det er ren og skjær Tilfældighed, om
den kommer med. Selv om den
henhører til en Klasse af Sten, der som
Klasse har en vis Berømthed — f. Ex.
Brostenene paa Paris’s Gader — er der
dog gjærne saa mange af dem, saa den
enkelte kan ikke kaldes mærkelig.
Alligevel har jeg dog ikke villet have
nogen Brosten fra Paris liggende paa mit
Bord, jeg har i Stedet derfor en Brosten
fra Slotsgaarden i Versailles, det er
geologisk samme Slags Sten, og
menneskeligt eller historisk er dens Navn og
Værdighed ikke saa gangbar eller saa
profaneret som Pariser-Brostenens. Den
er privat og fordækt nok til at kunne
ægge Fantasien, jeg holder grumme
meget af at se paa den, den bærer
tydelige Slidtheds-Mærker af de Fødder,
som forlængst gik hen over den —
foruden Aarstallet, da jeg tog den:
1888. — Jeg har ogsaa en lille blaa
Kobberslakke-Sten fra gamle Hans
Luthers »Halde» ved Mansfeld -— og
flere saadanne Stene, der vækker den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
