Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Gustav Wied. Født 6 Marts 1858, død 24 Oktober 1914. Erindringer og Indtryk. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I 12
CARL BEHRENS
Saa svigtede han Strindberg for at
lære af Schandorph, opgav Scenen for
Forfatterskabet. Han blev den nyere
danske Litteraturs respektløse Satiriker, der
med Pennen i Haand saa ned paa alt det,
som det officielle Samfund hædrede og
satte i Højsædet. Han lod det lille Lands
Autoriteter — dets Præster og
Kammer-heirer, det Sognekonger og Fjerdingsfyrster
træde frem paa Rad i Situationer, hvor de
lagde deres sande Indre for Dagen og
viste, hvor skrøbelig deres Autoritet var
og hvor skranten deres Samvittighed. Det
vegetative Livs Funktioner blev dernæst
for ham som for Rabelais en uudtømmelig
Kilde til grotesk Komik, og den
Forargelse hans Skildringer vakte, blev en Spore
til ny Forargelse, indtil han tilsidst ikke
kunde komme videre og følte sit
Forfatterskabs Timeglas udrundet.
Gustav Wied vil leve som de
ubetydelige Hverdagstings utrættelige og
ubønhørlige Iagttager. Det danske
Provinssamfunds Smaalighed, dets Menneskers
Afhængighed af Sognegrænsens Snæverhed,
den nedarvede Morals Tryk paa de frie
Viljer — sligt har han mesterlig gengivet.
Hans store Romaner og hans smaa Skitser
vil en Gang blive historiske. Mindre
betydelig synes han, hvor han vil gaa i Kast
med de mere sammensatte Skæbner, de
»interessante» Naturer, de hysteriske
Individer, i hvem Urværket har faaet en
skurrende eller rusten Klang, de Existenser,
som Gud har mærket, og i hvem der er
en romantisk Afdrift fra det normale.
Gustav Wied blev ogsaa Dramatiker —
endnu erindres hin berømmelige Aften i
Februar 1892 ved det fri Theaters anden
Forestilling paa det kjøbenhavnske
Folke-theater da hans lille Skuespil »En
Bryllupsnat» blev afbrudt af et forarget
Publikum, fordi den gamle Bedstemoder
under Fremsignelse af Fadervor kvalte sit
Barnebarn. Det vil sige — Barnet levede
op igen, men inden dette kunde ske, var
Tæppets Fald blevet forlangt og den unge
Skuespillerinde besvimet. Denne
Uvejrsaften paafulgtes imidlertid af talrige dra-
matiske Sejre for ham, som nærmest vandt
dem ved kyndige Theatertilskæreres Hjælp,
medens Replikerne heldigvis vedblev at
eje hans egen, uimodstaaelige Klang af
Galgenhumor. De første Satyrspil var dog
baade i Scenegang og Replik fuldt ud
hans Ejendom —- først, da han tilskar
sine populære Romaner for Scenen,
behøvede han Andenmands Støtte.
Ellers klarede han sig stolt ved sin
egen Iagttagelses Oprindelighed og
Skarphed, ved sin Humor og Skepsis, ved sin
Menneskekundskab og Medfølelse. Man
danner sig ofte det urigtige Billede af
Gustav Wied som en inkarneret Foragter
af Mennesket — han elskede det tvertimod,
rendyrkede det, opdrog det og kælede for
dets Svagheder og Latterligheder. Men
bagved det satiriske Smil, bag den
sviende Haan, som lagde blodige Strimer over
Ryggene — Usselryggene — sad
Medfølelsen og fældede Taarer.
Saaledes var der en Dobbelthed i denne
Forfatterpersonlighed, som hans
Modstandere ofte bedømte ganske fejlagtigt og ikke
vilde forstaa. For mange var Wied bleven
et Modsigelsens Tegn, en ondskabsfuld og
respektløs Spotter, der boltrede sig i at sige
uartige Ord til Borgerskabets Forargelse.
Og saa var han i Virkeligheden en fin
og stilfærdig Elsker af det danske Land
og de danske Mennesker.
Men han havde som sagt en Splint af
Djævlespejlet i Øjet.
Og naar Slakkerne er sunkne til Bunds,
vil dette Forfatterskab leve som en Række
muntre og kløgtige Rhapsodier over et
Tidsrum i dansk Historie, da nyt og
gammelt brødes, og Svøben i en satirisk
Forfatteres Haand kunde svide saa skarpt i
Øjeblikket, at hans Fortjenester glemtes.
Fremtiden vil dog ikke glemme Gustav
Wied. Og de, der har kendt ham i hans
Digtnings Glans og hans Personligheds
Velmagt, vil heller ikke glemme ham —
navnlig ikke hans Blik, der var saa ægte
dansk, saa sjællandsk, saa lunt og polisk,
som hans hele Forfatterskab i dets bedste
Stunder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
