Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Vilhelm Herold. Av Gunnar Hauch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
288
GUNNAR HAUCH
turridu i cavalleria rusticana.
lig nogen tenorhelt. Hans stemmes force
var aldrig det voluminöst overvældende;
den manglede det sidste afgörende smæld,
som bringer til at daane, og selv om den
var vel skolet, smidig og meget elastisk
overfor de fordringer, der stilledes til den,
hævede tekniken sig ikke til det brillante,
som fortryller ved den blotte artistiske
kunst; der var saavel over stemmen som
over syngemaaden noget eget stille og
inderligt, som uvilkaarligt ledte tanken hen
paa de »dæmpede melodier», til det, der
lettere nynnes end synges med fuld stemme,
noget saare menneskeligt, maaske noget
særeget danskt, men altsammen noget, som
ellers sjældent kommer til orde i operaen.
Herolds kunst fik derfor sit mest
karakteristiske og naturlige udtryk i saadanne
partier, som imödekom alt det »veristiske» i
hans talent; Canio, Turiddu og Rodolphe
er sammen med Don José og Pedro
kronjuvelerne i hans repertoire. Med al deres
rige facetteren er de dog saa enkle, fordi
de er bygget op inderst inde fra;
kunstneren havde levet og digtet sig saaledes
ind i disse skikkelser, at hver mine, gestus
og bevægelse blev selvfölgelig; det var
mennesker, som levede for os, fyldte
scenen og fangede tilskuerens hele tanke og
fantasi. I saadanne öjeblikke skabte
Herold det ophöjede gennem sin
menneskelige kunst.
Men han kunde mere endnu; han kunde,
naar det galdt, ogsaa göre det ophöjede
menneskeligt. Lohengrin blev
maalestokken for hans smidighed. Dette parti, der
baade i sanglig og dramatisk henseende
syntes at ligge udenfor hans rækkevidde,
»transponerede» Herold ned fra dets
overjordiske stads og formede en figur, som
vel nok var mere Heroldsk end Wagnersk,
men som til gengæld forlenede den
bedrøvelige svaneridder med mere menneskeligt
relief, end han fra naturens haand er udstyret
med. Hans Lohengrin var en saa helstöbt
ydelse, en saa poesifyldt aabenbaring, at
man, selv med fölelsen af at noget andet
mulig oprindelig var ment fra komponistens
side, dog tvivlede paa, om dette andet
ogsaa var noget bedre. — Med Lohengrin
i erindringen er det med sorg man tænker
paa, at Herold aldrig fandt eller sögte
lejlighed til at genskabe Tannhäuser, det
eneste mandfolk blandt alle Wagners
tenorhelte
Men det er farligt at lukke op for
önskerne — der mælder sig hastigt saa
mange med uindfriede fordringer til
Herolds benaadede evner; som nösterne i
Peer Gynt vil de klage: vi er sange, du
skulde sunget os! vi er skikkelser, du
skulde skænket os livet!
Men selv om saadanne röster vil lyde,
kan de dog ikke fordunkle den glans, der
staar om Herolds navn. Tværtimod! jo
længere tid der gaar, indtil vor opera atter
fostrer en begavelse af Herolds rang —
og hvor længe vil det vel ikke vare! — vil
hans ry vokse; for kommende
theatergene-rationer vil han blive en myte, en
sagnfigur, der staar med geniets glorie om sit
navn.
Det er svært, saa længe man endnu
er in medias res, at afgöre, om en stor
kunstner er et geni eller ej; men Herolds
lobebane har i hvert fald træk, der er egne
for genierne. Han kom i det rette öjeblik,
han saa sine evners rækkevidde, og han
sejrede saa afgörende og landvindende,
som nogen dansk kunstner har gjort det.
Men dertil havde han sluttelig et talent,
som ikke altid genierne har haft: han
lagde ogsaa vaabnene i det rette öjeblik.
Inden endnu et nederlag kunde naa ham,
sang han sit farvel til scenen og gik, som
et minderim har udtrykt det, med hele sin
glorie — over i dansk theaterhistorie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
