Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Vilhelm Hammershöi. Af Vilhelm Wanscher
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
402
VILHELM WANSCHER
Der var ingen Tvivl om, at han
vilde være Kunstner, og han begyndte
derfor allerede i 15 Aars Alderen at
tegne paa Akademiet; men
Lærerstanden udgjordes dengang af Oldinge,
blandt hvilke dog Vermehren var dygtig.
Da Krøyer aabnede sin Skole i
Begyndelsen af Firserne, søgte Hammershøi
derfor tillige denne. Om Dagen tegnede han
hos Krøyer, om Aftenen paa Akademiet;
selvfølgelig blev han ugleset begge
Steder. Da denne Tilstand var uholdbar,
fik han Lov af Faderen til at slippe for
Akademiet. Faderen besøgte senere
Krøyer og spurgte, hvordan det gik
Sønnen. »Udmærket», lød Svaret. Det
viste sig bagefter, at Krøyer ikke anede,
hvem af de unge Mennesker der var
Hammershøi, men blev beroliget, da han saa,
at vedkommende hørte til de bedre. De
havde alle stor Respekt for Krøyer.
Hammershøi og Holsøe listede i Reglen bort
den Aften, Krøyer skulde rette
Tegningerne, og det skøndt Hammershøi allerede
var i Færd med at blive en moden
Kunstner.
Ved 1885 Tiden malede han det
beundringsværdige Portræt af Søsteren,
som hænger i Hirschsprungs Samling.
Med dette konkurrerede han til den
Neuhausenske Præmie, men fik den
ikke. Billedet blev endog sat til Side
af Censurkomitéen; dog kom det rred
paa Udstillingen og indbragte
Hammershøi en skriftlig Hædersbevisning fra mange
Kunstnere, deriblandt Krøyer. Dengang
gjorde Hammershøi sin første
Udenlandsrejse til Berlin, hvor Vermeer’s
Billede af Pigen med Halsbaandet vakte
hans særlige Beundring.
Skal vi tænke os Vihelm
Hammershøi i denne første Periode, hvor hans
følsomme Talent udfoldede sig med den
Overbevisning, der gør det muligt for
en ung Kunstner at naa et Resultat, da
ligger det nær, at vi mindes den Æsthe-
tiker, som herhjemme udtalte de
forløsende Ord; det var den aandfulde
Naturalismes Tid, og alle unge Kunstnere
maatte tage Standpunkt til den. I
Afhandlingen om Brødrene Goncourt (1883)
skrev Georg Brandes: »Kun den
Sandhed kan være skön, der er individuel. —
Idealet er for mig ikke andet end den
Omdannelse, Virkeligheden undergaar
ved at gaa igjennem en Kunstners fine
Sanser. Det forstaar sig imidlertid, at
en alvorlig og grundig Besvarelse af
Problemet vilde føre meget vidt.»
Æsthe-tikerens Opgave bliver altsaa væsentlig
at finde Midler til at bestemme
Kunstnerens individuelle Sansning af
Omverdenen, de Organer, hvormed han møder
Virkeligheden, eventuelt de Fejl i
Organerne, som gør hans Syn forskelligt fra
andre Menneskers Syn.
Det er ikke Stedet her at forsvare
eller angribe denne æsthetiske Maxime,
der tilfredsstillede sin Tids ypperste
Mænd, men kun til at fremhæve, hvor
nødvendigt det var, at den befriede
Malerne fra Skolernes Dogmer. De unge
Kunstnere besøgte i Virkeligheden
Ateliererne eller Museerne for at lære af
hinanden og navnlig for at blive
styrkede som Individualiteter i deres Syn
paa Kunst. En blev til en
Hammershøi, en til en Willumsen; men ingen
ønskede just at ligne Krøyer. Da
Hammershøi senere saa Carrière, med hvem
man ofte har sammenlignet ham, følte
han Afsky. Det var noget andet med
Vermeer, den gamle hollandske Maler,
eller med de enkelte gamle danske
Malere, der virkede afklarede og fjerne
som Antikker; dem kunde man studere
og begejstres for, og ganske stille blev
man deres Elever. Vi sporer hos
Hammershøi denne gradvise Overgang fra
individualistisk Naturalisme til klassisk
Stilicisme.
Se paa Søsterens Portræt fra 1885!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
