Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Franz Neruda. Af Godtfred Skjerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
436
GODTFRED SKJERNE
frugtbare Iagttagelser over Musiklivet i de
to Lande. Opgaven var ogsaa forskellig.
I Sverige træffer man jo allerede rent
landskabeligt ligesom en Sondring indenfor
Musikinteressen, navnlig karakteriseret ved
Modsætningsforholdet mellem Göteborg og
Stockholm. Byen ved Götaelven er ligesaa
udpræget Symfoniens og
Orkesterkoncerternes Hjemsted som Mälarstaden er
Operaens og Teatrets. At bringe Koncertsalen
til at gore sig gældende ogsaa det
sidstnævnte Sted, var et af Nerudas
Hovedformaal. Helt anderledes var Forholdet i
Köbenhavn. Der stod Musikforeningen
siden Gades Tid som en af de fornemste
Musikinstitutioner, Nationen ejede. Her
gjaldt det blot om at fortsætte
Traditionen med dens glansfulde klassiske Præg.
Det var først i det sidste Decennium, da
Aanden fra Gades Tid var ved at
udvidskes, da Tiden og Kravene var blevne
andre, at Neruda pludselig stod som
Foregangsmand for helt nye Retninger og
ogsaa evnede at fremføre Tidens betydeligste
Værker uden derved at fremkalde et skarpt
Brud med Fortiden.
Som bekendt og til Beklagelse for alle
virkelige Musikvenner er desværre
Forbindelsen mellem Sverige og Danmark paa
Musiklivets Omraade kun af meget løs Art,
en Omstændighed, der f. Eks. ved den
baltiske Musikfest lod de to Folk staa ret
uforstaaende overfor Naboens hele
Musikudvikling. Der savnes føleligt et
formidlende Organ. Nu, Neruda er borte, er
ligesom det sidste Baand bristet.
Nede i Danmark udnyttede han i rigt
Maal, hvad han havde set og hort i Sverige
og omvendt. Han var alle Dage Sverige
en god Ven, naar det gjaldt at gore svensk
Musik og svenske Musikere kjendte
hinsidan. Allerede i Kammermusikforeningen
bragte han svenske Værker frem, saaledes,
endog i de første Aar, af Norman, Elfrida
André, Fr. Berwald etc. Og i
Musikforeningen, hvor hans Virkefelt jo var et langt
videre, træffer vi Alfvén, Benvald,
Stenhammar, Söderman, Sjögren etc. Blandt
Solister kan nævnes Ester Gadelius, Ellen
Gulbranson, Hj. Arlberg, Salomon Smith,
Stenhammar o. fl.
Skulde man karakterisere Neruda som
Dirigent, maa man først og fremmest gøre
sig klart, at han ikke kan indrulleres
mellem den anselige Skare af »moderne»
Dirigenter, naar Ordet »moderne» skal
opfattes som enstydigt med, hvad man
navnlig i Tyskland forstaar ved Begrebet
»Pultvirtuos», »Taktprofos» o. lgn. Intet af
det værdifuldeste hos ham kom til Udtryk
i det ydre, i de store malende Bevægelser,
der ofte er beregnede paa som en
Pegepind at manuducere Tilhorerne i den
paagældende Kompositions Ornamentik. Intet
kunde tænkes roligere og mere fornemt
end hans Dirigeren. Hans Virkemidler
var helt andre. Overfor sit Orkester
virkede han først og fremmest ved sin
Personlighed, ved det Drag af fin Forstaaelse,
der gør den enkelte interesseret og tryg.
Han tilhørte ikke den Type overnervøse
Dirigenter, der under Ansigtsvridninger og
Tænderskæren haaner den ulykkelige, der
falder gält ind, eller eksplosivt jager Skræk
i sine Folk for den mindste Bagatel.
Tværtimod. Han kneb blot Øjet til med et
lunt Smil, og den paagældende var straks
med. Hans Styrke var de store
Resultater vundne ved smaa Midler. Derfor var
han, musikalsk set, heller ikke en Nyskaber,
der ved unaturlige Tempi eller en
forvreden Frasering gjorde Forsøg paa at
indblæse et klassisk Arbejde en »moderne»
Aand for derved at gøre det nyt og
interessantere. Han var afgjort Traditionens
Månd. Ikke saaledes, at han travede i
Forgængernes udtraadte Spor. Hans
Traditionstroskab var en Indleven i Værkets
Aand, i dets historiske og musikalske
Forudsætninger. Med en pietetsfuld Omhu
søgte han at genskabe netop den
personlige Atmosfære, der strømmede ham i Møde
fra Partituret. Hans Troskab mod den
musikalske Tanke var ikke en slavisk
Gengiven, snarest en Understregen af det
levende Liv, der pulsede bag den
arkitektoniske Opbygning og den plastiske
Udformning. Og dette usvigelige
Musikerinstinkt bevarede han til det sidste.
Som Komponist er Neruda desværre kun
lidet kendt i Forhold til det Omfang, hvori
han virkelig skrev Musik. Blandt hans
tidligere Ting er vel bedst kendt den lille
Ber-ceuse, Søsteren Wilma saa ofte spillede.
Senere er det navnlig Kammermusik og en
Række ansete Klaversager, der foreligger
fra hans Haand, men det allermeste laa
endnu ved hans Død nedgemt i hans
Skrivebordsskuffe. Neruda skrev jo mange
Kompositioner, endda langt op i Tiden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
