Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Duerne. Av Valdemar Rördam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VALDEMAR RÖRDAM
Her blandt rustne Sværd, hvis Rust er Blodet,
Blod af Mænd der modstod Djingis Khan,
smuldrer Pergament med uformodet
Vidnesbyrd om smuldret Dåd og Plan.
Her står Li’s Veninde. Alt kan fejle . . .
Langsomt trevler hun sit Sölvmors Slör,
spejler sig i sine blanke Negle,
krummer langsomt sine Tigerklöer.
Men i Peking i Paladset,
under Blåregns Blomsterbuer,
af den brune Gilding passet,
kurrer Kejserhavens Duer
blidt som altid: Gu-gu-gu!
Jord og Himmel står endnu.
III.
Endt er store Dage,
Kina tålte Skammen
fromt og længe nok,
og den gule Drage
rejste brandröd Kammen,
bed i Sten og Stok.
Rödt var Blegmænds Blod;
Djævle kunde dö.
Ilden åd dem gerne.
Ak, de genopstod
af den salte Sö
og det ukendt fjerne!
Sorte Fnug på Pekings Mure daler;
det er Visdomshöst af tusind År.
Hjemlöst hvirvler Millioner Svaler,
og tilfods Mantsjufyrstinder går!
Uærbödigt sejersdrukne Skarer
bryder ind i den forbudne Stad.
Helligdommen, krænket af Barbarer,
ligger som et nedtrådt Lotosblad.
Men i Dybet af Paladset
under Blåregns Blomsterbuer,
skönt idag af ingen passet,
kurrer Kejserhavens Duer
blidt som altid: Gu-gu-gu!
Jord og Himmel står endnu.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
