Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Regnvejr. Av Jeppe Aakjær
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
REGNVEJR
Av JEPPE AAKJÆR
GLERNE FLÖJ i forvirrede
Smaaflokke omkring den gamle
Kirke, nærmede sig nu og da
Glamhullerne men vendte atter
om med et skarpt Skrig og forsvandt
med en Volte over Kirketaget. Der
maatte være noget paa Færde; og det
var der; der var Brudevielse; og ud af
den sondre Taarnglug stäk den gamle
Graver sit stubbede Hoved, spyttede
engang imellem tankefuldt ned i
Grusgangen, mens han flyttede al Hörelsen over
i venstre Öre — hvorved lidt af
Munden flyttede med — for at fange en
Smule af Handlingen derinde i Kirken
under sig. Saa skurede en tung Dör
mod en Sten, og Degnen kom ud og
gjorde Tegn. Hans Manchet havde knap
lyst i Luften, för det stubbede Ansigt
var forsvundet af Glamhullet. Saa
begyndte Klokken at ringe, en underlig
hektisk og ilter Klang, der tydede paa
Revner i det slidte Malm.
Efter nogle faa Slag af Klokkeknevlen
kom Brudeparret ud; det var et Par
unge Bönderfolk.
De lunefulde Vinde, der jog om det
gamle afskallede Taarn, greb fat i
Brudens Slör og förte det langt bagud, saa
hun slåp Brudgommens Arm og
frygtsom greb efter Slöret; det var som om
denne Bevægelse standsede den
Taare-ström, der hidtil havde faaet Lov at
rinde; Brudgommen ventede genert, til
hun var bleven Herre over Slöret, hvor-
paa de atter hægtede Armene sammen
paa denne kejtede og kantede Maade,
der er egen for Folk, som gaar med
hinanden under Armen for förste Gang.
Brudefölget var naaet igennem Stætten
i det mossede Stendige og spredte sig
nu over Toften for at finde frem til
Vognene, der dannede en forvirret Klynge
ned ad Skrænten. Den gamle Graver
blev ved at håle Toner ud af den sprukne
Klokke, hule og dæmpede naar
Klokkemunden vendte ind mod Taarnrummet,
klingre og spröde som Styrt af
Sölvskil-linger, naar den atter svang ud i det Frie.
En bleg Månd med skidenblaat
Skodskind og Savspaaner i Haaret var
kommen hen til Brudeparrets Vogn. Brud
og Brudgom var allerede bragt til Sæde
i bagerste Agestol, nu steg
Klarinetblæseren op til Kusken. Snedkeren önskede
til Lykke og bad om Undskyldning for
sit Ærinde, men de kunde da göre ham
»saamöj en stor Tjeneste». Der var död
et Barn deroppe i et af Hedehusene, det
skulde begraves imorgen; han var bleven
noget bagefter med Kisten, og han vidste
da ikke, hvordan han skulde faa den
derop. Tho det var jo Smaafolk: de
havde ikke selv nogen Befordring at
hente Kisten med. Saa var det, han
tænkte, om ikke den kunde være her i
Niels Peters Vogn; det var jo saadan
en god rummelig Vogn, og Kisten var
kun til et bitte Barn, saa den skulde ikke
ta’ megen Plads op. Den kunde måge-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
