Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Regnvejr. Av Jeppe Aakjær
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
532
JEPPE AAKJÆR
hende, »at Niels Peter faar Toften til
Nörgaard og 2000 Kroner i rede Penge
foruden Hjælp til Besætning, naar den
Tid kommer. Det er en god Arvepart.
Der er ingen af hans Södskende, der
kan få nær saa meget. Nu la’r du saa
den anden Landlöber fare og lyder din
Far som en ordentlig Pige. Hörer du!»
»Nej, jeg hörer ingen Ting», svarede
Margrethe og fortsatte Fejningen.
»Hvad, hörer du ikke, hvad din Far
siger!» Gamle Sören nærmede sig med
en Iver, saa hans tunge Træskonæser
ramlede imod Langskamlen. Han greb
Datteren i Armen, saa Limen faldt hende
af Haanden og der stod blaa Pletter
under Særkeærmet. »Pröv ikke paa
nogen Mopsighed imod din Far. Jeg har
forhen skaaret saa mange Ris ved
Kaal-gaarddiget, jeg er Dæwlen brækk’ mig
myndig for at skjære dig et endnu!
Tykkes du, vi skulde lægge Gaarden
öde for dine Nykkers Skyld?»
»Jeg forlanger jo ikke Gaarden; jeg
forlanger kun at være i Fred», svarede
Margrethe.
»Hvem er der da til Gaarden, hvis
ikke du skulde ha den?» svarede den
Gamle i et Ojebliks Usikkerhed.
»Det kan du jo selv om, men det er
af de Dage, da du kan prygle dig til
din Vilje. Nu vil jeg ikke være
herhjemme længere!» Margrethe havde atter
grebet den Lime, der var bleven rusket
hende ud af Haanden, og fejede
Skarnet i lange, vrede Strög hen mod
Fram-mersdören. Den Gamle gik rystet ind
i Stövskyen foran hende; hans Kjæver
hakkede, hans Mund stod aaben med
tre hældende Fortænder, der blottedes
som paa en tirret Hund.
»Du vil rejse fra din gamle Far! For
saadan en Landlöbers Skyld! Skyr du
da hverken Last eller Skam?»
Margrethe la’ endnu mere Tryk i
Ræv-linglimen; det var nu rent kvælende Stöv-
bölger, der stod under de revnede
Bjælker med de lange sværtede Ostehylder.
Paa én Gang sänk den Gamle paa
sine Knæ ned i Fejningen foran
Datteren. Han faldt saa haardt mod det
gule Teglstensgulv, at han maatte rokke
lidt med Kroppen for at dulme
Smær-ten. Margrethe standsede og saa ned
paa det Elendighedens Billede, der
kröb der under hende, indrammet i
det hvirvlende Stöv. Saadan havde
hun aldrig för set et Menneske —
endsige sin Far — for sig. Hans sejge
Læber bævede, og hans ene Mundvig
var forskudt op over Kinden paa en sær
vanvittig Maade. »Du maa ikke forlade
din Far, Margrethe; det eneste Barn jeg
har. Hörer du, Margrethe!» — Hans
Ord skar som Skrig igjennem Stuen,
mens han vred sine Hænder ved
Datterens Knæ.
»Alt det, jeg kan gjöre for dig, skal
blive gjort, bare du vil la’ den Dreng
rende. Jeg har stridt for den Gaard,
Morgentidlig og Aftensilde, jeg kan ikke
la’ den gaa over til fremmede. Dine
Södskende döde, din Mor döde; du
overtog hendes Ansvar, vil du nu kyle det
hele bag dig for saadan en fattig Knægt
si’ Skyld! Det maa du ikke gjöre,
Margrethe; saadan maa du ikke være imod
din gamle Far. Ved du ikke, te
Vorherre vil straffe den, der ikke agter sin
Fars Vilje! Ser du ikke, hvor jeg
kryber for dig! Skulde vi to ikke holde
sammen med hinanden, saa Gaarden
kunde blive staaende paa sine Stager,
saa længe Gud vil? Aa, Margrethe, jeg
ber dig, som jeg aldrig har bedt et
Menneske; lyd din Far, og jeg skal aldrig
glemme dig det!»
Taarerne strömmede ned over hans
irrede Sölvknapper og videre ned i
Gulv-stövet.
Margrethe var bleven ret saa sær
tilpas. Mens hun nok vidste at klare sig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
