Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Kammeratskabet i Norden. Af Vilh. Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KAMMERATSKABET I NORDEN
39
dig genkommende Figur i den svenske
Digtning: den lyriske Cyklus paa Vers
eller paa Prosa. Det er Grundridset ikke
blot till Fredmanssangene, hvor Mure og
Marker danser paa Mæiarstranden som
Höjene og Skovene i en Davidssalme,
men til Frithjofssagaen og »Fänrik Stål».
Videre til Jagtselskabets Fortællinger i
»Tornerosens Bog», til »Karolinerne» og
naturligvis til »Gösta Berlings, hvor
Sagaen ikke som paa Island »flytter sig»
fra Sted til Sted, men hvirvler Söen
rundt som Sommervinden. I Poesien er
Sverrig ikke mindre end Finland »de
tusind Söers Land».
Anderledes Norge. Det er med det
modsvarende Udtryk Landet »med de
tusind Hjem». Det vil ikke sige, at
Landet der er tættere bygget end i det
öv-rige Norden, men det modsatte:
tyndere. Meningen er den samme som i
Flatöbogen: I Norge er liden Bygd og
dertil sondret. Fölgen deraf er
Isoleringen, ikke blot mellem Dal og Dal
eller Bygd og Bygd, men ofte mellem
Gaard og Gaard. Norsk Landbrug er
bygget paa Ensted-Drift, ikke som i alt
Fald det danske paa Sognekultur.
Ogsaa i Aandslivet, ja, selv i Kunst
og Poesi spores Isolationen. Den er
maaske selve den langsomme
Forberedelse til Norges sent modnede Drama.
Fordi den giver det ensomme Sind til
Pris for de bratte Modsætninger, som
Landet og Folket rummer, og derved
frembringer Spændingen i det indre, det
dramatisk svangre Sind.
Ser jeg Norge, ser jeg overalt denne
Modsætning: ud imod Havet Fjord og
Fjæld, Fjæld og Dal ind i Landet.
I norsk Aand ser jeg den samme
Modsætning. Der hed den sidst
Björnson og Ibsen eller Ibsen og Björnson,
men altid de to sammen. Dybere end
Jacobsen og Drachmann i Danmark,
Strindberg og Heidenstam i Sverrig er
de to i Forening det afgörende moderne
Udtryk for norsk Aand ligesom Fjældet
og Fjorden tilsammen, men ikke hver
for sig, udgör, hvad vi kalder Norge.
Men et Drama kommer der först ud
af disse Modsætninger, naar de mödes
i samme Sind — som de da ogsaa gjorde
baade hos Björnson og Ibsen, der lige
fra »Åme» til »Over Evne», fra »Brand»
til »Naar vi Döde vaagner» har
fremstillet Menneskehedens Grunddrama,
Brydningen mellem vor Evne og vor Higen.
Udenfor dette Drama, der synes
opskudt af selve Urfjældet i norsk Natur
og Historie, ytrer den norske Litteraturs
dramatiske Karakter sig i yngre
Dannelser: i Lies Romaner som i Holbergs
Komedier, i Kiellands Vid som i Wessels,
hvis bedste komiske Fortællinger, til
Forskel fra, hvad man baade i Sverrig
og Danmark har forstaaet ved en god
Historie, er iscenesatte Epigrammer. Paa
lignende Maade er der hos den urnorske
Wergeland intet Drama, men i hans
Lyrik en dramatisk Kim i det af Vildskab
og Ömhed sammenspændte Sind.
II.
Da der sidste Gang, i Midten af
forrige Aarhundrede, arbejdedes for
Fælles-fölelse i Norden, betonede man
Enheden: De nordiske Folk var Brödre. Nu
lægger vi lige saa megen Vægt paa
Forskellen indenfor denne Enhed. De
nordiske Folk er Kammerater.
For at være Kammerater behöver
man ikke at være Brödre. Det er nok,
at man er gode Venner. Ja, man kan
endda være gode Kammerater uden just
at være Hjertevenner.
Vi har, som bekendt, ikke altid
været det. For den ældre Skandinavisme
var det en besk Skaal at mindes de
mange Krige i Norden. For os er det
anderledes. Det var Kammeratskabet,
der begyndte, Kappelysten, der tog til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
