Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Kammeratskabet i Norden. Af Vilh. Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KAMMERATSKABET I NORDEN
43
Efter 1814, da Danmark blev
politisk isoleret ud af Norden, blev det sig
nationalt bevidst. Man erkendte da de
to Modsætninger og fandt ikke i
Striden, men i Forsoningen imellem dem det
særegent nationale. Da Rahbek, der til
Forskel fra Baggesen var lidenskabslös
og i Ligevægt, var död, skrev Biskop
Mynster med Henblik paa ham og hans
Hustru: »Der er i den nyere Tids
Litteratur en bestandig Strid mellem
Vittigheden og det dybere Sind.
Formedelst det danske Maadehold forenes begge
ofte i den samme Person og
frembringer da de skönneste Karakterer.»
I samme Aand skrev H. C. Orsted
ved Thorvaldsens Död om hans milde
Ro og kraftige Ligevægt som særegen
dansk. Han var selv dansk paa samme
Maade. Den danske Sindighed, som
Orsted paa græsk Vis betegner som et
Medium mellem to Yderligheder, er
allerede iagttaget af Holberg, der finder hos
de Danske i Modsætning til
Nordmændene en vis Mediocritet eller
Middelmaadighed, saa de i ingen Ting gaar til
Excesser. Sidst er den beskreven af
Georg Brandes, som tillægger det danske
Folk Modstandskraft uden den erobrende
Evne, Lune uden Pathos, store Lyder
uden store Laster.
I den moderne köbenhavnske Kultur
er det blevet Sprogbrug at betegne dansk
Aand som en Blanding af Lyrik og
Ironi, som er den Melange, der svarer
til den ældre Tids Forening af
Vittigheden og det dybere Sind.
For den, der frygter denne Form for
national Ligevægt og Maadehold som
slåp og gold, er der ingen sikker
Tilflugt til et större Fædreland indenfor
Danmarks Grænser. Han vil i
Folkekarakteren som Helhed ikke blot hos de
stemningsfulde Oboer, men hos de
saakaldte stærke Jyder finde den samme
Blanding: af Lune og Vemod.
I denne Form er den nordiske
Humor svalet af i Nutidens Dansk. Selv
Ordene er dansk tempererede. De
betyder ikke i vort Sprog det samme som
paa Svensk. Lune er ikke det iltre
vekslende Lynne, men det stadige og
magelige. Vemod er ikke en dyb, men en
dæmpet Sorgmodighed. Det er
Mellemtoner.
Trænger nogen til en Luftforandring
fra dette aandelige Öklima, hvor endda
som i det fysiske Vinteren bliver mindre
hvas og Sommeren mindre blid med
Aarene, har han ikke andet at göre end at
emigrere, aandelig talt. Deri er nu ikke
saa stor en Ulykke, hverken for en selv
eller for den Kultur, man vil tjene. En
Kultur fremmes ikke blot af sine
Hjem-födninger eller Autoktoner, men af sine
Emigranter.
Der er mange Emigranter i
Danmark og dansk Litteratur for Tiden:
franske, tyske, engelske eller
angloamerikanske. Der er ogsaa dem, der fra
det nuværende Danmark emigrerer til det
gamle, hvor Vinteren synes mere hvid
og Sommeren mere blaa end nu.
Og der er Folk, der stadig ligger
paa Rejse til det övrige Norden, i hvis
Fastlandsklima vor Vinterangst og vor
Sommerglæde synes dem at faa en
fuldere og renere Tone. Baade
Oehlenschläger og Grundtvig var i deres förste
Tid norske Emigranter, Ploug og
Drachmann var svenske.
I det svenske Lands og det svenske
Lynnes lyriske Sammenspil af fyrsteligt
Letsind og haardfört Tungsind, i
Glansen af lyst mod mörkt, som af Birk mod
Gran eller Granit, i det norske Klimas
og Arbejdes, den norske Histories, den
norske Aands dramatiske
Sammenspænding af opbyggende og ödelæggende
Kræfter, at Daad og Dvale, Tro og
Trods, söger vi Svingkraften til at sætte
vor nationale Balance i Bevægelse, lige-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
