Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - En Gaard under Bjærget. Af Astrid Ehrencron-Kidde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN GAARD UNDER BJÆRGET
Af ASTRID EHRENCRON-KIDDE
EG SIDDER her og skriver
Aftenen efter, at det er hændt
mig, som jeg nu vil skildre.
Min anden og sidste Aften
paa dette Sted, hvor jeg havde tænkt
at skulle forblive Maaneder. Men det
er mig umuligt nu. Stedet er blevet
mig for trangt, for dunkelt, det er med
eet, som faldt der for lidt Lys ind
gennem de låve Ruder i min Stue.
Men jeg maa fortælle, hvorfor det
er blevet saaledes, og hvor det er, jeg
befinder mig.
Navnet vil jeg dog helst fortie; thi
jeg har ingen Ret til at drage Mennesker,
hvis lönlige Byrder dog ingen kender,
frem for Dagens Lys, og lade Verden
sætte sig til Doms over dem. Jeg kan
kun sige at det er i en uendelig afsides
Krog af Värmland, et Thule lige saa
mange Mile fra Jærnbaneskinner, som fra
nogetsomhelst andet Samfærdselsmiddel.
At jeg er kommen hertil skyldes, som
det meste i Livet, et Tilfælde.
Jeg havde nemlig i Karlstad overfor
en Bekendt udtalt Ønsket om at finde
et stille og afsides Sted, hvor jeg kunde
arbejde, og siden hvile, i Ro. Og han
overraskede mig et Par Dage senere
med en overordentlig hjærtelig
Indbydelse fra en Faster, som var bosat oppe
i det nordvestlige Värmland; en
Indbydelse, som han forsikrede, at det vilde
være Vanvid at vrage, hvad enten nu
min Vægring kom af »overdreven
Beskedenhed», som han udtrykte sig, eller
Tvivl om, hvorvidt Opholdsstedet vilde
passe mig. Og Fölgen blev, at jeg i
Gaar Aftes ankom hertil efter at have
skumplet det meste af en Dagsrejse paa
io — Ord och Bild, 23:t årg.
en elendig, lille Skydskærre ad en smal
og stejl Vej, der løber paa en Hylde
langs Bjærgvæggen.
Til den anden Side har man dybt
under sig, kun skilt ved et
skraatlig-gende og faldefærdigt Gærde, Söen
»Törnen», der altid er strömmende og strid,
fordi den har to Elve hvirvlende
gennem sine Vande. Bag den grönnes et
smalt Dalströg med nogle faa, röde
Gaarde, der sluttes inde af en blaasort
og fyrreklædt Bjærgaas, som strækker sig
hele Synskredsen rundt. Og, som et
Vildfugleæg midt oppe i Skovödet, fik
jeg omsider sent paa Eftermiddagen Öje
paa den gamle Gaard, som jeg dog först
naaede frem til ved Mörkefald, efter en
graa og regnslöret Dag.
Den var et skummelt Syn, som den
laa der; en lang og firkantet
Træbygning af en barkagtig brun Farve og
uden Sideflöje, idet Udhusene, saasom
Madbod, Bryggers- og Vaskestue, laa et
godt Stykke fra, nede i Ladegaarden;
og den var saa godt gemt af nogle
bredbladede Lönne med svære Stammer, der
maatte være flere Aarhundreder gamle,
at der ikke var stort andet end det
mörke Tag af Birkebark synligt.
I hele Husets Længde löb, langs
Faça-den ind mod Haven, en smal Veranda,
men den var saa fuldkomment
overskygget af Kaprifolier og af de tætte,
lyserode Provenceroser, der duftede næsten
afsindigt stærkt i den fugtige Aften, at
ogsaa den gjorde et skummelt og altfor
löndomsfyldt Indtryk. Rundt om hele
Haven, fra hver Bænk og hver bladgemt
Gang, saaes gennem Lövet den dybe
Dal med Söens Glasskaal i Bunden og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
