Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Moderne norske skuespil. Av Einar Skavlan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
556
EINAR SKAVLAN
ger. Kompositionen er gjerne lidt tung,
sproget ofte tört og skrevet; men selve
föleisen i menneskeskildringen er sand.
»Brist» handler om det uhyggelige
forhold, at en ung pike gifter sig med en rik
gammel konsul, fordi hun paa den maaten
kan hjælpe sin elsker til at studere og bli
en stor berömt videnskapsmand. Hun har
för brudt med elskeren, for ikke at staa
i veien for hans karriere; han skal ikke
engang vite, att hendes egteskap nu er et
offer. Men da de træffes igjen, bryter
deres gamle fölelse frem; da konsulen dör,
ved den rystelse, han faar over pludselig
at forstaa sammenhængen, gifter de to sig.
Alt er i ydre henseende lykkedes for dem.
Men Frida var ikke saa sterk som hun selv
trodde; hun pines av frygtelig
samvittighetsnag, og hele hendes tilværelse blir
endnu mer haablös ved at Ulf, som hun
har ofret alt for, föler mere for sin
viden-skap end for hende. I den meget
melodramatiske slutningsakt, da
Amerikadamperen gaar tilbunds med dem, försöker Frida
ikke engang at redde sit liv; da Ulf ikke
vil dö sammen med hende, i en siste öm
fortrolighet, da hun vil skrifte alt for ham,
vælger hun at dö alene.
Der er flere ting i handlingen, som
ikke virker overbevisende; men
hovedpersonerne er hver for sig sikkert skildret.
Som gamle konsul Hanger spilte Harald
Stormoen fremragende ved opförelsen paa
Nationalteatret: hans ængstelige
gammel-mandsforelskelse, hans halvfinhet og
mis-tænksomhet fik fuldkomne uttryk, og der
var en isnende uhygge over hans korte
dödsscene. Johanne Dybwad var fin og
uendelig forpint som Frida — hun var
mere lidende end handlende; det var
likesom mot hendes vilje, at hun gjorde de
skjæbnesvangre skridt.
Peter Egges siste bok er et skuespil
Wilhelmines byraa, som utkom til jul —
en munter og letkjöpt farce om spiritistisk
humbug, som avslöres. Noget betydelig
arbeide er det ikke; ved et rigtig
lösslup-pent spil er det mulig, stykket kunde virke
morsomt paa scenen. Endnu har det ikke
været opfort.
Johan Bojer var længe endnu mere
utpræget fortæller end Peter Egge; i de
senere aar har han ogsaa begyndt at vende
sig til scenen. En lidt svag dramatisering
av hans fortrinlige roman »Troens magt»
har for endel aar siden gjort en vis lykke
paa Nationalteatret. Og det efter norske
begreper meget sötlige og opkonstruerte
skuespil »Kjærlighetens öine» er blit en
stor succes i Danmark, med Betty Nansen
i hovedrollen. 1 aar har Bojer skrevet et
nyt skuespil Sigurd Braa, som
Nationalteatret opförte samtidigt med at det kom
ut. Ogsaa for dette skuespil har Bojer
hat sit beste publikum i Danmark; dernede
har man öiensynlig ikke saa skarpt ore for,
hvor forlöiet friskheten og stemningen i
hans repliker ofte virker paa norsk.
I utvortes henseende er »Sigurd Braa»
et moderne arbeider- og kapitalistdrama —
som saa mange norske fra den senere tid.
Sigurd Braa er den ideelle teateringeniör,
den moderne tids helt: en månd med
geniale planer og stor handlekraft, som har
skapt en mægtig bedrift. Men hans
misundere opnaar at styrte ham, ved
aktietransaktioner og anden kapitalistisk
underfundighet. I ulykken viser Sigurd Braa,
hvilken månd han er. Med en lidt
uappetitlig begeistring har Bojer skildret Braas
kraftige renæssansenatur ved at fortælle
om, at han ikke kan la nogen kvinde,
det være sig kontordamer eller andre, være
i fred. Saa frodig er han! Men sin hustru
Eli elsker han allikevel med en heftig
kjærlighet; og hun elsker ham slik, at alt blir
bare lykke og tilgivelse. Hun stötter og
opmuntrer ham, skjönt hun vet, at hun
selv skal dö — hun lar manden gaa i
fængsel for et ædelt bedrageri, han harbegaat
til sine arbeideres beste, uten at fortælle
ham, at hun vil være död, för han
kommer ut igjen. Ogsaa denne grusomme og
umenneskelige form for hensynsfuldhet
beundrer Bojer. Men da Eli er död, föles
det for Sigurd Braa som om hun endnu
er hos ham. Han lever i lykken fra sine
deilige minder om hende. Han knækkes
ikke av motgang, for kjærligheten har gjort
ham sterk. Og da han atter vinder over
sine motstandere, hevner han sig ikke —
»den opsparede sommerfölelsen», som hans
kjærlighetslykke har git ham, gjör Sigurd
ædelmodig og god. Han tilgir sine
fiender; i virkeligheten har intet menneske
kunnet tilföie ham noget ondt. De
misundelige har tapt, fordi deres ondskap i
virkeligheten gjorde dem svage. Og
hvorfor da hevne?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
