Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Jakob Knudsen. Af Chr. Rimestad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 20
CHR. RIMESTAD
ben for det, der forekom ham Sandhed,
Retfærdighed og Redelighed.
Tænker man tilbage paa den
anselige Række af Romaner, han har
frembragt, da er det förste, der falder En i
Erindringen, visse af Bögernes
Skikkelser.
Det var paa dette Punkt, Jakob
Knudsen havde sin kunstneriske Styrke; han
ejede i usædvanlig Grad den
skikkelsedannende Evne. Han taler selv i en lille
Afhandling, han har offentliggjort i sin
»Livsfilosofi» (beskedent kaldet: »Noget
om at digte») om den Maade, han
sö-ger at fremkalde Illusion paa. Han
skelner imellem den reale og den verbale
Maade. Benævnelserne synes lidet
heldigt valgt, i Virkeligheden burde han
meget hellere have ombyttet dem. Thi
ved den reale Illusion forstaar han, at
man gennem de mest slaaende, de mest
rammende og mest malende Udtryk
beskriver Ting, Bevægelser, Personer,
Sceneri saadan, at Læseren ikke kan være
i Tvivl om, hvordan det beskrevne
tager sig ud. Paa den Maade arbejdede
til Dels I. P. Jacobsen.
Den verbale Illusionsmaade bestaar
efter hans Opfattelse derimod i at lade
Tingene spejle sig i ganske almindelige
Personers Sind, Personer der er optagne
af alt muligt andet end af at låve Kunst,
Personer der slet ikke kan minde
Læseren om, at her laves Illusion, og saa lade
dem omtale Tingene, Scenerne,
Handlingerne, med Ord, der maaske er
meget lidet rammende eller malende, men
som er Livets egne Ord.
Naar Jakob Knudsen ikke i sine
Romaner kunde lade en af sine Personer
tale, skildre eller se, saa valgte han at
forsvinde i Læseren. Han sögte at göre
sit Sprog saa almentmenneskeligt som
muligt, saa det passede lige godt for
hans Læser og for ham selv; hans
Læser kunde da faa den Fornemmelse, at
det var ham selv og ikke en Fremmed,
der saa og fortalte. Jakob Knudsen
bekender, at han helst undgaar at bruge
Ord og Vendinger, som vilde bringe
en Postkarl til at maabe, hvis han sad
paa en Diligence og snakkede med ham,
og at han derfor söger det, »udsögte»
ikke saa meget i Retning af det
træffende, malende, som af det fyndige: »at
blive eet med min Læser gennem den
simple Fölelse fra hans Side, at her var
det i Sandhed en dansk Månd, der talte
— ikke en bestemt Person i Bogen
eller en eller anden Lokaltype — langt
mindre en udspekuleret Kunstner — men
en dansk Månd, det vilde for mig staa
som et Ideal.»
Jakob Knudsen er kommet dette
Ideal mindre nær, end han maaske selv
antog.
Han var en altfor særpræget
Personlighed til, at han saadan skulde kunne
helt forsvinde i det store anonyme
danske Publikum og genopstaa som en Art
Generalnævner. Desuden — det var ikke,
naar han »forsvandt i Læseren?, at hans
Fremstillingsevne bar sin rigeste Frugt,
det var netop naar han forsvandt i sine
Personer. Talte han selv — »gennem
Læseren» — kunde hans Kunst blive
snakkesalig og plumret og ikke meget
langt fra det jævnt kedelige; men talte
han indirekte gennem sine Personer,
fejrede hans solide, meget sikre, i höj
Grad substantielle skikkelsedannende
Fantasi kunstneriske Triumfer. Thi der
var yderst faa af vore Romanforfattere,
som i den Grad forstod at lade
Personerne selv komme til deres Ret, give
dem dette naturlige Aandedrag,
denne nöjagtige Individualisering, denne
selvfölgelige Atmosfære, som gör, at man
uden Betænkning akcepterer
Karaktererne og Begivenhederne, at man
virkeligt medoplever det, der foregaar.
Det er især i de fire Romaner Gæ-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
