Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Ung norsk lyrik. Av Helge Krog. II. Olaf Bull
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
UNG NORSK LYRIK
Mit blik er i sol begravet,
og blæst i haaret slaar; —
det er som en marsch mot havet,
skjønt jeg mot landet gaar.
Dér skinner de sterke skoger
og knaker i nyhørt lyd,
og bækkenes blaae ploger
skjærer sin muld med fryd.
For titi maa de bleke sevjer
stige bak trærnes bark
fra herlige brønder og evjer
dypt i den sværmende mark!
Jeg ser det i træet paa tonen,
den sagte fyldende flom —
naar saften er naadd til kronen
blusser den ut, som blom I
Men se, om jeg endnu kan finde,
hvor helst i skog jeg gaar,
paa alle de stumme kvister
et eneste bladgrønt saarr!
Det er, som de anende vender
al lufts befrugtende slør
i deilige tomme hænder
av vimrende eventyrklør!
Og i næsten alle de digte, hvor
naturstemningen er den herskende, er det
vaa-ren han besynger. Men hvor forskjellig
speiler den sig ikke i hans sind! Læs til
sammenligning med det netop citerte
følgende strofer av det fuldkomment skjønne
»Vigilie», hvis ømme andagtstemning
ligger som en fin, dæmpende dis over ordene:
Ja, her er endnu megen tid at vente, —
her er ei glans og saare lidet varme!
Men låve lys er ganske tidlig tændte
langs alle askens broncemørke arme —!
Hvor de er grønlige, som alterbluss
i dunkel helligdom, og de er stille,
med sine veker dypt i ædle oljer:
Jeg tror de kunde slukkes, hvis jeg vilde — —
Men denne rand av lys vil vaaren værne:
for blussene vil blaffe op i fliger
og løpe gult om frugtens fine kjerne — —
og naar saa somrens dønning i dem stiger,
da vælder gyldne lys fra skogens stake
de store solbetagne sommerdage!
Nu er der vaar og morgen her i skogen,
og dagen damper blekt mot vaarens ruter,
og langs de mørke, broncesvære staker
ligger som gnist ved gnist de låve luer —
og derfor er her morgenmørkt i skogen,
vigilie under askens skjønne buer.
Men hvor forskjellige disse to vaardigte
end er, saa har de dog vigtige
karakteristiske træk tilfælles. Saaledes handler de
begge om den tidligste, den allerførste
gryende vaar. Og det gjælder alle hans
vaardigte. Han griper og henrykkes av
den første anelse om en kommende
rigdom. Hans overordentlig vare sanser
fornemmer og opfatter det umerkeligste lille
varsel, den ringeste nuance, det fineste
farveskimmer. Men læg merke til det:
digtet smuldrer ikke i alle disse iagttagelser
og fornemmelser i det smaa, de løper alle
tider sammen til en strømmende helhet til
et samlet billede. Han stanser ikke i
dvælende nyden av de fine enkeltheter, han
er ingen æstetisk pusler, ingen poetisk
gourmet i det lækre. Denne ømfindtlighet
for de mindste ting, denne nuancerigdom
i billedet, det er bare det rike løvverk om
hans digtes høireiste stammer og seige
grene:
Og vaaren reiser sig, saa verden skjælver,
og ved dens høie luftning, kort og braa,
det brister frem, det grønne paa det graa.
og der gaar hul paa alle frosne elver!
Se lyset spragler sig i fossens sprut —
det gror i hulen, dyrene gaar ut.
Den lange vinters sten er slængt fra graven,
og solen spruter ild i foraarshaven.
Den strækker armene og jager op
et blod av blomstring i de skjøre skoger,
og speiler sig i bladene paa ploger,
som brøiter i den tunge tælekrop. —
Og gjennem hvælvet i de tomme kroner
slaar ut et fint, usynligt spind av toner.
Læg merke til hvorledes i disse strofer
den store paniske vaarfølelse — uten at
svækkes i sin totale styrke — optar i sig
og forgrener sig ut i et helt spind av
skiftninger i det smaa, i farvetoner, lysreflekser
og lyd. Det er netop denne samvirkende
samtidighet av det følte og det sansede,
som gir saa mange av hans digte deres
storhet og pragt.
Men det sansede er altid
utgangspunktet. Jeg bortser da fra et par mislykkede
fantasidigte i hans første samling. Det er
karakteristisk baade for Bull og for
Wildenvey, at i de fuldstændig frit fablende, rent
æteriske digte uten nogetsomhelst jordisk
holdepunkt er Wildenvey ubetinget den
overlegne. Wildenveys »Regnbueøen» har
en langt friere og lykkeligere flugt end
Olaf Bulls »Himmelhaven». Og skjønt det
kan høres paradoksalt ut, saa betegner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
