Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Ung norsk lyrik. Av Helge Krog. II. Olaf Bull
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HELGE KROG
dette ikke et fortrin hos Wildenvey og en
mangel hos Bull, men et fortrin baade for
Bull og for Wildenvey, fordi det for begges
vedkommende er en særtegnende og derfor
forsterkende egenskap ved deres originalitet.
Olaf Bull staar med begge ben paa
jorden. Og det kosmos, han færdes i, er
ikke om os men i os. Næsten altid
begynder han, som sagt, i det paatagelige, i
et konkret og nøiagtig skildret
sanseindtryk, et indtryk som enhver kan ha, men
som kanske ingen vilde fæste sig ved,
end-mindre tillægge poetisk værdi. Og
indtrykket kommer ikke bare gjennem synet,
men næsten like saa ofte gjennem lugt
smak og berøring; han suger det likesom i
sig med hele legemet, hele huden. Og det
er karakteristisk at under gjengivelsen av et
sligt sanseindtryk vælger han med flid de
nøiagtigste og haandgripeligste ord; han
foretrækker for eksempel ofte det sterkere og
tydeligere »lugt» for det mere poetiske
men ogsaa mere konventionelle »duft».
Et lite motiv som i hans vaardigte
stadig kommer igjen er synet av barken
paa trærne, kvaelugten, ja endog følelsen i
haanden naar han tar i stammen. For
under denne bark er vaarens kræfter
allerede i arbeide, det er det samme som altid
kommer igjen: i det smaa, det bundne og
det endnu ufuldbaarne ser han de store
forjættelser. Læg ogsaa merke til hvad
han til at begynde med særlig fæster sig
ved i det første av de citerte vaardigte:
de skitne bækker som gurgler i
rendestenen, flækkene paa frakken som yngler i
solen, hete- og kuldefornemmelser i kroppen.
Det er naturligvis en psykisk
nødvendighet som sker fyldest i dette, men det
er samtidig et bevisst kunstnerisk
veder-heftighetskrav som ytrer sig i denne
tilbøi-lighet til at begynde i det legemlige, det
nærmestliggende og tilsyneladende
hverdagslige; og det gir fra første stund av
digtet en selvoplevelsens intimitet, som straks
flytter læseren over i digterens situation.
Paa dette solide grundlag arbeider han
sig saa opover og utover. Motivet utvider
sig, realiteterne blir symboler, billederne
blir mere omfattende og mere almene, nye
idéer og forestillinger føier sig ind,
sammenhængen blir altid større, og tanken
forfølges undertiden saa langt at den tilslut
svinger sig ut i svimle metafysiske fantasier:
digtet munder ut i det sterke helsyn, der
laa som i svøp allerede i de første rent
legemlige indtryk eller fornemmelser.
Alt hvad der her er sagt om Olaf
Bulls vaardigte kan oversættes og utvides
til at gjælde saagodtsom alt han har skrevet.
Likesom han i sine vaardigte griper
efter de allerførste smaa tegn til forandring,
det tidligste gryende skjær av foraar, saa
søker han i en række av de digte, der
handler om ham selv eller om menneskers
indbyrdes forhold, at fange det raskt
forbi-flagrende indtryk eller den hemmelige iling
i sindet, der varsler en kæntring eller
kanske en hel omvæltning. Hans sind eier
strenge saa spændte, saa indtryksømme, at
de dirrer ved berøringer der er for fine
til at noget andet menneskelig instrument
kan opfatte dem. Han eier en intuitiv
iagttagelsesevne og et nervøst psykologisk
skarpsind, som sætter ham istand til at
tolke det endnu uuttalte og ubevisste, det
som endnu ikke er sket, han aner det
fuldbyrdede i spiren, som endnu ikke er
spiret, i drømme som et menneske kanske
ikke selv vet at det drømmer.
Der suser ned en kveld paa jorden
derute i den mørke vaar;
en aften vandrer gjennem vaaren
saa mild, umælende og saar —,
og fyldt av sus fra aftenrøder
slaar ind gardinets lille seil,
— og der er lys — en nellik gløder,
og stuen flygter i mit speil!
Den lille aften foran lampen
med nelliken i vaargrøn lind
og trevlerne fra pipedampen
og fattigdom og mager kind —
den ungdomsstemning, dyp og stille,
som jeg i aften eier givet,
og lever, haabende paa andet,
skal engang dæmre angst i livet–
Engang, i fremtidssorte nætter
skal stille langs mit lys sig skynde
et nellikskjær — og løv, som sprætter
i haabets bitre unge ynde,–-
den skal ei være til at gripe,
den fryvils lille sommerving ;
den slukner i et streif, en stripe
med bud om alt og ingenting!
Se hvorledes han her i flugten har
indfanget denne spindelvævsfine stemning, det
næsten bare er en anelse, en flygtig
forbi-flagrende vision, og fæstnet den i ord det
netop er bestemte nok til at gi et tydelig
billede og netop vake nok til ikke at rive
spindet istykker.
108
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
