Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Ung norsk lyrik. Av Helge Krog. III. Arnulf Øverland. Rolf Hiorth-Schøyen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HELGE KROG
Overland forutsætninger som vel ingen av
hans samtidige: et overordentlig skjærpet
gehør for uttrykkets egthet, en intim
for-trolighet med sprogets harmonilære, dets
underfundige love for stigen og fald, for
lethet og tyngde, en aldrig svigtende evne
til at sigte vendingen og vurdere hvert
ords skiftende værd og betydning alt efter
dets omgivelser.
Men det sproglige jordsmon han har lagt
ind under en saa intens dyrkning er
rigtignok ikke av stor utstrækning. Hans sprog
er ikke rikt, hans virkemidler ikke mange.
Han benytter jo med hensigt kun de
enkleste og almindeligste ord. Og av de samme
grunde foretrækker han gjerne de spinkleste
og enfoldigste rytmer, ofte salmens eller
folkevisens. Men indenfor dette begrænsede
omraade er han mester, han avvinder de
enkle og hverdagslige ord nye værdier og
betydninger, de gamle og brukte klange en
skala av klingre halvtoner, som gir nye og
eiendommelige virkninger. Og hans digte
fremtræder i en dragt, som i sin prunkløse
strenghet slutter meget tæt og ømt om
indholdet: — smidig, pletfri, uforanderlig.
Hvad er det saa denne digter har at
meddele os? — Jeg gir ham selv ordet:
Jeg har ingen høie sange
om seir og om pragtfulde kvinder.
De nætter, jeg kjender, er lange,
Min ungdom er git mig forgjæves,
er git mig for ikke at leves.
— Men dagene kommer og svinder.
Og synger jeg endnu ved vinen,
saa er det en eneste sang —
om seire, jeg aldrig vinder,
og glæder, jeg aldrig finder.
— Men natten er mørk og lang.
Og synger jeg endnu ved vinen,
det er ingen høie sange.
Det hulker i violinen,
— en tone saa skjælvende bange,
dog er det sangen ved vinen,
min glædes visnende sange.
Vel sitter jeg ene ved bordet.
Vel venter jeg ingen gjester.
— Hvad skulde vel nogen ville
ved mine ensomme fester,
hvor sorger med sorger bytter?- —
Men lyset staar ensomt og lytter
til natten og ødet og ordet.
Han digter ikke om store eventyr og
mangfoldige oplevelser, men om den ene
lange og sørgelige oplevelse at der intet
hænder ham av det han tragter efter, at
livet gaar ham forbi uten at ha noget ærina
til ham. Der kræves mot til en saa litet
pralende selvbekjendelse, og allerede dette
mot og den uforfængelige, beske sanddruhet
hvormed det ytrer sig er vidnesbyrd om
originalitet.
I hans første digte er alt personlig,
intim meddelelse, de fortæller om angst og
nød, om lange, øde nætters savn og det
had som spirer av savnet. Og alt faar
farve og betoning indenfra, fra et saaret
og skuffet sind, et ensomt og længselssykt
hjerte. Men allerede her beherskes
rytmerne av denne eiendommelige
tilkjæm-pede ro, som er ham egen, og av en viss
ulmende fatalistisk stemning og tone —
en heftig askeglød i et sind, hvis vilde
anklage mot skjæbnen og livet kun
sjelden faar lov til at slaa ut i flammer,
men undertiden søker selvpinslens lindring
i biklange av bitter selvironi og makabert
humør.
Stoffet er ikke rikt, stemningerne er
ikke mangfoldige, men intet kan være
tilforladeligere end den stemning av avmagt
og smertelig vemod, som slaar en imøte
fra linjer saa stilfærdige og saa knappe
som disse:
Et aar er gaat, lieate.
Det vet du ikke av.
Nu gik en sollos sommer hen.
Beate, det er høst igjen.
Her staar jeg ved din grav.
Du vilde gjerne leve.
Nu favner natten om din sjæl.
Gud vandret over jorden,
og helt tilfældig traadte
han paa dig med sin hæl.
Et aar er gaat, Beate.
Det strømmer, tidens golde hav. —
Det liv, du fik forlate,
fik jeg for meget av.
Hvad jeg hittil har citert er altsammen
fra hans første samling. I den næste er
grundstemningen væsentlig den samme, men
der er i enkelte digte kommet noget nyt
til: et hektisk blussende livsbegjær og
jevnsides med dette en finere og smerteligere
resignation. — Det er kanske nødvendig at
nævne, at Øverland i det aar som gik hen
mellem hans første og anden digtsamling
var meget syk. Enkelte av disse digte
162
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
