Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Ung norsk lyrik. Av Helge Krog. III. Arnulf Øverland. Rolf Hiorth-Schøyen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
UNG NORSK LYRIK
vidner om at de er blit til med döden for
øinene og bæres oppe av en forklaret
stemning, en smerte som baade er høj og dyp:
Der venler mig endnu en vaar,
kanhænde en sommer med,
og nu er jeg tyve aar,
og der er en bøn, jeg vil be.
Store, barmhjertige sol,
lys i min sidste kveld,
spred, naar jeg tar farvel,
skyggernes log oin min stol.
Fra de to første til den sidste av
Øverlands digtsamlinger er det betydelig
utvik-lingssprang. I »Advent» har han et bredere
grundlag av indre og ydre erfaring at bygge
paa. Motiverne er her blit flere, registret
større, stemningerne er rikere, uten at de
derfor har tapt noget av sin finhet og
intimitet:
Natten og rummene fyldes saa vidt og vide
av frygtsom lykke, av fin og beruset vaar.
Vi seiler mot solen og nærmer os jevndøgnstide.
At høre det puste derute og vækkes og stride,
— høre hvor trærne suser og elven gaar —
det er som at merke en kvinde tæt ved sin side
og langsomt fortape sig ind i et gyldent haar.
Han har i mange av disse digte fundet
vei ut av og ut over den blotte
selvbetragtning, eller han har utvidet den og
digtet den ind i former, der har almenere
værdi. Digtene rummer her ogsaa mere
av omverdenen, av skildring og fortælling,
sproget er rikere paa billeder, og uttrykket
er fyldigere uten at ha mistet noget av
sin knappe prægnans. Den kraftige og
malende Norgeskantate1 er et næsten
forbausende vidnesbyrd om hvilke store
patetiske virkninger der kan bygges op ved
lutter smaa og kræsent forsigtige midler.
Mens Bull, Wildenvey og Øverland
udelukkende, eller næsten udelukkende, har
skrevet vers, er hovedmassen av Rolf
Hiorth-Schøyens produktion prosaarbeider.
Men hans to digtsamlinger ’er dog rundelig
nok til at sikre ham en plass som lyriker
ved siden av hans samtidige.
1 Den fik anden præmie ved
jubilæumsutstil-lingen i 1914. Nils Collett Vogt erobret første
præmie.
ROLF HIO R T H - S CII0 V E N.
Hiorth-Schoyen debuterte i 1908 med et
litet hefte digte, »Spillemænd». Da boken
utkom var han 19 aar gammel. Og skjønt
de fleste av digtene vidnet om forfatterens
unge alder og mange av dem desuten gav
sterke mindelser om Wildenveys glansfulde
sukces aaret i forveien, efterlot de dog
ingen tvil om at man her stod overfor et
nyt talent. Selv de svakeste av disse digte
bærer bud om en overstrømmende
ungdoms-foleise, selv om denne følelse ofte faar et naivt
og ostentativt prangende uttryk. Ordene kan
være falske, men klangen er ægte, og anslaget
vidner om et fint gehør for rytmisk virkning
forenet med en betydelig formel smidighet.
— Men hvor forbauset blir man allikevel ikke,
naar man saa blandt barnagtige rimerier
og bleke efterklange fra Hamsun og
Wildenvey pludselig finder enkelte digte, der
synes skrevet av en mester i versets kunst
helstøpte, fuldtonende, vegtige i uttrykket,
suverænt sikre i formen. I det smukke og
ømme »Mens Majen sover» har han digtet
sig ind i en stemningsverden, der skulde
synes ganske fremmet for en nittenaars gut:
Barn, du skal sove den nat saa lang
og drømme om en, som for vild; —
han ødslet sin ungdom i skjæmt og spil
og dulmet sin smerte ined sang.
Og dengang han slet sine strenge av
og styrtet sig ut og gik under
i livsstridens larmende foss,
da tok ikke livet det offer, han gav;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
