Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Ensom. Af Robert Hansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ENSOM
Replik og saa til Siden for ikke at møde
hendes lyse Ansigt, der først fik et
forceret glad Udtryk, for efterhaanden at
falme træet ud. Adda Borberg saa
hende bide sig i Læben og saa det dirre
forbigaaende om hendes Mund.
»Naa, ja, saa venter vi til en anden
Gang», smilede Frk. Holm stereotypt.
»Farvel! . . . Ser jeg Dem i Morgen? . . .
Jeg giver Frokost ... Ja, kom endelig. . .
Jeg skal nok have Hummer til Dem . . .
og Chablis ... Ja, ikkesandt, er den
ikke dejlig? . . . saa venter jeg Dem altsaa
bestemt Kl. n. . . Farvel, Farvel.» Hun
lagde Mikrofonen fra sig og saa ikke paa
dem, da hun sagde: »Han kunde ikke i
Aften. Han arbejder sig ihjel.»
Adda Borberg nikkede blot,
tilsyneladende ligegyldigt, for ikke at saare
Veninden. Men hun følte Trang til at
gaa hen og kysse hende og trøste hende
og faa hende til at græde al sin
Ensomhed ud. Hvor Menneskene dog
var ene!–-— —
Münter dikterede hurtigt videre. Der
steg et Orgie af klangløs Støj fra
Klaviaturet. Frk. Holms Ansigt var for
een-gangs Skyld uden Smil. Nu og da
strejfede hendes Øjne Silkekjolen og
sprang straks tilbage til Tasterne. Kjolen
gjorde hende skamfuld.
Münter sad for det meste med øjnene
begravet i Manuskriptet, men saa han
op en enkelt Gang, strejfede hans Blik
altid Adda, og det hændte, at hun
nikkede til ham, saa underlig vemodigt,
somom hun vilde sige: »Vi to har en
Hemmelighed, men vi maa ikke røbe
den overfor hende. Det vilde være Synd.»
Det skete ogsaa engang, at Frk.
Holm opdagede dem. Men hun hverken
rømmede sig sarkastisk eller smilede.
Klaviaturet vaandede sig, hun prikkede
Afslutningens lange Tankestreg sammen
i rasende Fart og rejste sig i et Sæt:
»Færdig», og rakte Münter de beskrevne
Blade: »Og nu skal vi have den Toddy.»
Hun skuttede sig, somom hun frøs.
»Rom eller Petroleum?» bøjede hun sig
spøgende ned imod ham.
Han lo, en underlig anstrengt Latter,
der aabenbart ikke var vant til at blive
sluppet løs, og saa op: »Jeg tror, vi
foretrækker Rom. ... Ja, jeg ved ikke,
hvad Frk. Borberg. ...»
»Aah, Tak, jeg faar et Glas
Portvin .. . Ellen ved, at jeg ikke kan lide
Toddy. ...»
Frk. Holm knitrede ud i Køkkenet.
Hendes skæve Skulder saa karikeret
skæv ud i Aften. Hun vilde koge Vand
til Toddyen. Hun skulde straks være
der: »I maa vrøvle sammen saa længe»,
foreslog hun.
Adda Borberg sad og ventede paa,
at han skulde rejse sig og komme over
til hende. Men han sad blot og røg
og bladede i sit Manuskript. Han saa
ikke, hvad der stod i det. Han pressede
fortvivlet sin Hjerne, for at finde paa
noget smukt at sige hende, noget om
alt det forvirrende dejlige, hun betød
for ham. Noget hun maatte tro paa!
Der gik nogle Minutter. Der var
saa mærkeligt stille. Hun rørte ikke
paa sig, syntes han, aandede knap. Han
saa langsomt op: Hun sad og stirrede
ud i Rummets dæmpet grønne Lys.
Saa hvid, saa ensom, forekom det ham
pludselig, og saa opdagede han at hendes
Øjne stod fulde af Taarer. Han var
oppe i samme Nu og henne hos hende.
Hun ligesom vaagnede af en trist Drøm,
da han greb hendes Hænder og
stammede sit: »Men Frk. Borberg dog. . . .
Frk. Adda. . . . Frk. Adda! . . De græder
jo.»
Og saa smilede hun. En ond
Ensomhed var draget hendes Sjæl forbi.
Hendes taareduggede Øjne blev blanke
igen.
»Allerkæreste lille Frk. Adda.» Han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
