Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Danske Bøger. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
CARL BEHRENS
Viljerne, til Følelsen hos Johan Peter
forvirres, og han mister sin Kontakt med
Livet, sin Ligevægt og sin Fremtidstillid.
Kirken i Nikolajs Autoritetskikkelse vinder
derfor en let Sejr over det borgerlige Syn.
Det er atter Gengangere, som knuser
Livsskæbner og lægger sorte Skygger henover
Ungdommens tillidsfulde Forjættelser.
Visdommen — den skænker Livet os
alligevel ikke, er denne Bogs Moral. De
syv Vise var visest, »da vi var unge og
tog i Skoven fra Bøgerne. Maaske var
vi ogsaa Guds Hjærte nærmest». Nu
svinger man mellem »Tvivl og Haab og
Tvivl». I denne Stemning af Uligevægt
klinger Romanen ud. Selv er den
uligevægtig, savner især Plastik og endegyldig
Form, men den er Udtryk for et levende
Menneskes Grunden over dybe og
indholdsrige Problemer, og derfor ikke alene
underholder den, men vækker ogsaa til
Eftertanke. En hel Ungdom vil finde
noget af sin egen Sjæl i »De syv Vise».
Springet er stort fra denne Roman til
Harald Bergstedts »Aleksandersen». Et
gnistrende, respektstridigt Humør har skaffet
sig Luft i Beretningen om Skræder
Aleks-andersens Pilgrimsvandring: En
vindskibelig Menigmand, der af Digtekunsten lader
sig lokke til at stræbe efter højere og
renere Retfærdighed, og som, da han har
naaet Höjderne, opdager, at det hele løser
sig op i et Spil af Tilfældigheder.
Dette er Bogens rent ydre Skelet. Dens
Indhold er en funklende Blanding af
Humor og Satire, gennemvævet med de
muntreste Indfald, de fantasifuldeste
Overdrivelser, der sigter helt ud i Parodien.
Skræder Aleksandersens Færd paa sit flyvende
Tæppe ud i Verdensrummet, hans
Oplevelser som en »Gæst paa Jorden», hans
straalende Opgang, hans Fald og
Genopstandelse i et andet Legeme er berettet med
en saa levende Indbildningskraft, et saa
barokt Lune og et saa bidsk Had til alle
Hængehoveder, Dydsdragoner og sorte
Missionærer, att man flyver genem Bogen
som Skræderen gennem Verdensrummet.
»Alexandersen» ejer noget af den store,
for alle Tider levende og gyldige Komik,
som præger Verdensliteraturens
Mesterværker. Man kan tænke sig denne Bog
om en Skræder, der bliver Skomager, der
fra at eje en sund Sjæl i en skranten
Krop, arver en skranten Sjæl i sin sunde
Krop, illustreret af en kongenial Kunstner
og oversat paa alle mulige Sprog. I en
lav og graa Himmel river den en Flænge,
og Humorens evige, livsfornyende Blaa
skinner igennem.
Tage Hebo er en homo novus. Hans
Tidsbillede »Den muntre Død» fortæller
om en Månd, hvis Liv har været som en
Krampe, et hæsligt Mareridt, af hvilket
han uforvarende vaagner. Han hvirvles
ind i Tidens spekulerende Jag og gaar til
Grunde deri. Romanens Anslag er tungt,
det varer en Stund, inden den begyndende
Forfatter vinder Klarhed over sit Maal og
Herredømme over sine Midler, men da
han skildrer Walters sanseløse Flakken
rundt i Byen under det lammende Indtryk
af det Nederlag, han har lidt i sin
Virksomhed, folder Hebos skildrende Evner
sig pludselig ud i fuld Blomstring. Denne
Snes Sider er en Talentprøve, som
forpligter Forfatteren. De danner i sig selv
en Helhed, rummer en saadan Fortætning
af Uro og Nerveophidselse, at man
aan-deløs følger Walter i hans Omstrejfen og
hans umotiverede Handlinger. De gør
»Den muntre Død» læseværdig og
spænder stærkt Forventningerne om
Forfatterens næste Bog.
En anselig Række — baade
novellistiske og lyriske -—- Arbejder bærer Einar
Bangs Navn. Han har famlet sig frem
gennem adskillige umodne Forsøg, men
synes nu at have faaet sikrere Hold paa
sine Evner. Han kalder »Forliset» en
Hverdagsroman, og udover det
hverdagsagtige med lav Horisont og
Gennemsnitsmennesker kommer han heller ikke. Men
Skildringen af, hvorledes Lykken dør
mellem Ægtefæller, hvorledes en hæslig Skygge
forhindrer den Lykke, de begge dog gærne
vil have, skal gro op, og hvorledes
Anelsen om en ond Samvittighed mere og mere
faar Magt, er baade dygtig og troværdig.
Livets graa Ubarmhjertighed — det er
det Indtryk, Einar Bangs Roman
efterlader. Den er udført i sarte Pastelfarver.
Hustruens Profil træder især frem som en
rørende, lidende Madonna, hun, som
sidder hjemme i de Stuer, der har været
Vidne til hendes Nederlag, medens hendes
tidligere Månd paa et Hotelværelse i en
fremmed By er naaet til den Indsigt, at
det gælder om at »søge til Bunds i vort
Indre og finde frem Barndommens rene
396
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
