Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Henrik Wergelands lyrik. Av Fredrik Paasche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HENR IK WERGELAND
Vi nærmer os ham, som har hjemme
her:
På bordet ligger et horn af guld,
söd på randen perler mjöden.
Natten forgjæves ud sin muld
har rystet over dets glöden.
Lig blanke stjerner om kveldsky röd
månge dyre stene ringe
sig om det guldhorns hule skjöd,
hvor sære rune ord klinge. —
I krogen slumrer på björneskind
gamle husbond. Håret svömmer
gråt, lig en fos, på furet kind
og nedad bringen det strömmer.
Hvem er han, hvordan lyder hans
saga? »Mon hjalp han Harald i
Hafurs-fjord», dengang Norges kongering blev
smedet? Mon var han blandt de
frihets-törstende mænd, som »valgte det flyvende
seil til telt og bölgen til odelsstade?»
Digteren löser ikke gåten. »Gamle
husbond» vokser til type; og spörsmålet
skaper sammenhæng mellem hans skjæbne
og Norges, landskapet får riket til
bakgrund, — selv om ingen kan svare:
Ingen ved det; thi Slemmedegn 1
brændte hallen og ættens sidste.
Bauten på höien har intet tegn,
og Saga har glemt, hvad hun vidste.
Der går en hemmelig bevægelse
gjennem digtets store landskap. Hallen
»monne–sin skumle længde udfolde»;
arneröken »stiger som ånd av grav» og
er »vandrerens ledestav»; fjeldtinden
»hilser med birken grön». Bruken av
»bevægelses-verber» er særegen i
Wergelands sprog; ofte skaper de ström i
skildringen, den ström, som förer
billedernes pragt med sig på sine bölger. —
»I Hordaland i en snever dal —»
er det mægtigste av Wergelands
historiske digte. Nærmere ligger ham det
norske landskap, som det er idag, som
det inspirerer ham idag. Snart betages
1 Sigurd Slembe, norsk tronkræver (†ii39).
han av folkets kamp mot en karrig
natur:
Ned med seilet; ind fra havet!
Ind hvor, under sæd begravet,
drömmer stille Ei vindvig!
Ind at se, om rug og havre
tör på fjeldets branter klavre
uden at forkjöle sig.
Snart bruser hans fantasi over vild
vestlandsfjord:
Den har været dödens gjest,
den har seilet på en torden,
den er döpt i rædsler vorden,
som har plöiet Sognefjorden,
Fortun fra til Sognefest.
Har du glemt dit Fadervor,
mindes du ei bön at bede:
lær den af en guddoms vrede,
tænk dig, synder, da tiisæde
i en båd på Sognefjord!
Fjorden selv, den havets sön,
af sin fader dybt i landet
bortforvist, som Kain forbandet,
i sit mulm, med fjeldets blandet,
selv den kjender ingen bön.
Men den bedre end en prest
kan dig lære fromt at bede,
ryste hjertet i dets rede,
frem de glemte budord lede,
du en gang som barn har læst.
Men han, som tok dette heftig
inspirerende indtryk av den vilde fjord,
stod kanske like sterkt betagen av det
milde i vor natur, av bækken, av engen,
av blomsten, av stilheten under
vårstjernerne. Og også det milde landskap
gjennemströmmedes av hans syngende
billedtogs hemmelige bevægelse.
III.
De mennesker, han elsker, er i slegt
med blomsterne, med stjernene. Han
glemmer de tilfældige ord og handlinger,
som andre dommer efter, han ser
menneskesjælen, som den inderst inde er,
det guddommelige ved den, — ser den
453
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
