Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Henrik Wergelands lyrik. Av Fredrik Paasche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HENR IK WERGELAND
f*
■’r
ssbH. V* ;<•
’ W v
TEGNING AV UKENDT KUNSTNER.
Nu går jeg til fjerne höie,
hvor evighedsblommer gro.
Fyldt er med livsenshonning
nektariets gyldensko.
Der er höitid i huset, hvor döden
ventes. Gyldenlakken i vinduet skinner
som et »brudeblus». — Bare én gang
tar jorden sin ret; det er den sidste vår,
da den döende digter aner livets
fornyelse omkring ham. Da bryter det
frem av det hjerte, som altid deltok »i
jordens forårsglæde»:
O forår! forår! red mig!
Ingen har elsket dig ömmere end jeg.
Dit förste græs er mig mer værd end en smaragd.
Jeg kalder dine anemoner årets pryd,
skjönt jeg nok ved, at roserne ville komme.
Ofte slyngede de fyrige sig efter mig.
Det var som at være elsket av prinsesser.
Men jeg flygtede: anemonen, forårets datter
havde min tro.
O vidn da, anemone! som jeg fyrigen har
knælet for!
Vidn, foragtede lövetand og lerfivel,
at jeg har agtet Eder mere end guld, fordi I
er forårets born!
Vidn, svale, at jeg gjorde gjestebud for dig
som for et
hjemkommet, fortabt barn, fordi du var forårets
sendebud.
Sög disse skyers herre og bed, att de ikke
længer må ryste nåle
ned i mit bryst fra deres holde blå åbninger.
459
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
