Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Stesönnen. Af Carl Jacobi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
CARL JACOBI
Ganske rigtigt! — Skovrideren havde
flere Gange set sin Kone og hendes
förste Månd, naar de var i Vandet; han
havde stjaalet sig til at staa og se ud
efter dem oppe fra Plantagen. Noget
mere sommerligt havde han ikke vidst
end det Syn! De havde boltret sig som
to Born. — En Sommerdag randt ham
i Hu, hvor han havde hort hende kalde
ud over Vandet — og med Angst i
Stemmen; han havde tilfäldig staaet et
eller andet Sted oppe i Klitten og hort
det. Der havde varet saadan en
Hjärte-angst i hendes Raab, ja en Fortvivlelse;
han syntes, han kunde höre det endnu:
det klang igen i hans Ore . . . Maaske
var det den Gang, Drengen talte om.
Der bredte sig en lidt askeagtig
Bleghed over hans Trak, og han svarede
— langtrukkent og med lidt Besvar:
»Aa ja. — Du svömmer jo ogsaa
godt. — Var du i Vandet i Morges?»
»Ja! — Og Mo’r var med. — Vi
svömmede og dukkede om Kap. — »Nu
er det nästen som med Fa’r»,sa’ hun.
Blodet sköd Skovrideren voldsomt
til Hovedet, han blev mörkeröd helt op
i Panden og udbrod bryskt, idet han
standsede:
»Lyver du ikke?»
»Lyver!» gentog Drengen, ligeledes
standsende og seende paa sin Stefader
med et maaske lidt lurende, halvt
triumferende Blik.
»Ja — lyver du ikke?» spurgte
Skovrideren igen, stärkere end för — for
ligesom at tvinge Drengens Ord til at
väre Lögn.
»Nej!»
»Visst lyver du!» halvt raabte
Skovrideren, og nästen inden han selv vidste
af det, havde han — med en hurtigere
Bevägelse end man skulde tiltroet den
store, tunge Månd — böjet sig frem og
slaaet Drengen en Lussing.
Drengen gjorde et Spring tilbage,
aldeles bleg af Vrede.
»Slaar du!» udbrod han lavmält, men
dirrende i Stemmen. »Det skal du faa
betalt.»
Og med et fornyet Spring var han
over Gröften, inde mellem de unge
Planter og borte.
Skovrideren torrede sig stönnende
med Skjorteärmet over Ansigtet. Den
vaade Sved strömmede ham fra Haaret
ned over Panden og Kinderne og ned i
Skägget. Hidsigheden var gaaet over i
det samme, han havde slaaet. Han stod
ligefrem og rystede paa Benene. Og
pludselig raabte han, eller rettere han
bröd ud i et fortvivlet Raab:
»Jörgen!» og igen: »Jörgen!»
Han stod länge og lyttede efter sit
Raab.
Saa tog han sig sammen og
fortsatte langsomt som för sin besvärlige
Vej hjemefter.
II.
Maden var färdig, da han kom hjem;
det var blevet et godt Stykke over
Middagstiden.
Hans Kone stod ude i Forstuen,
be-skäftiget med at ordne noget i det store
Däkketöjsskab, som stod derude. Hun
drejede Hovedet og nikkede hen til ham
med et Smil, da han kom ind; men da
hun saa hans alvorlige Ansigt, saa hun
hastigt og uroligt om bag ham, ud at
Dören og ud over Vejen, der kunde ses
i det uendelige drage sit hvide Baand
ind i Plantagen, og igen hurtigt,
under-sögende paa ham.
»Du kommer sent,» sa’ hun saa, saa
roligt som muligt, idet hun atter vendte
sig til sit Däkketöj. »Heden var vel
utaalelig? — Er du alene?»
»Ja,» svarede han kort, mens han
hängte Hatten og Rygsäkken og stillede
Stokken fra sig.
650
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
