Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Stesönnen. Af Carl Jacobi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
CARL JACOBI
tog Hjortetakskniven op og rakte
Drengen den; »vil du ha’ den?»
Drengen kunde ikke tilbageholde et
Udtryk af Gläde, og han rakte om end
modsträbende Haanden frem efter den.
»Tak», mumlede han.
Han kendte godt Kniven hjemme
fra sin Stefaders Bord, det havde tidt
varet hans hemmelige Önske at eje den.
Fortrolig med den trykkede han paa
Fjeren, der holdt den lukket, saa det
skarpe Blad sprang op; det ligefrem
lynede i Solen. Saadan en Kniv var
det netop, han manglede. Han tog en
Stump Trä, som han för havde filet i
med den anden, og skar det midt over
i et Snit.
»Den skärer godt!» udbrod han.
Men pludselig lukkede han Kniven
igen og rakte den tilbage.
»Nej!» sa’ han bestemt.
»Nej?»
»Ja — nej! — Jeg vil ikke ha’ den.»
»Men nu har du taget den, saa maa
du ogsaa beholde den», sa’ hans
Ste-fader.
Og som om han mente, at han
havde gättet Drengens Tanker, tilföjede
han: »Derfor behöver du jo ikke at
skille dig ved din Fa’rs.»
Drengen tog Kniven igen, han
vendte og drejede den, lod den springe op
og lukkede den paany. — Saa saa han
hastigt — maaske lidt lurende — paa
Stefaderen og sa’ spörgende:
»Er Kniven da nu min?»
»Ja!»
»Godt!» sa’ han — og i det samme
slyngede han den af al Magt ned i
Vandet, der hvor det var dybest, snappede
sin egen og satte i fuldt Löb hjemad.
Men Skovrideren blev siddende uden
at röre sig og uden at se efter ham
med Armene hvilende paa Knäene.
IV.
Det blev Drengen, som fandt ham.
Han vidste ikke hvorfor, — men da
Moderen hjemme om Aftenen blev
urolig og begyndte at spörge efter
Stefaderen, at telefonere og endelig at sende
Bud, slog en Tanke ned i ham, og han
gav sig sporenstregs — uden at sige
noget til nogen og uden at spörge —
til at löbe ad Stien ned til Mosen.
Det var maanelyst, saa han kunde
godt se.
Da han naaede Kanten af Mosen,
standsede han og saa udover den uden
at gaa helt ud paa den. Og han havde
ikke anet gält. Hvis han ikke saa fejl,
saa var det hans Stefader, som endnu
sad henne paa Stenen. Drengen listede
forsigtigt ud og sneg sig närmere, Skridt
for Skridt, om end i en Bue bag om ham.
Stefaderen sad bomstille, foroverbøjet med
Händerne fattende om Bossepiben og
Hovedet hvilende paa Armene.
Drengens Hjärte hamrede höjt, og Blodet
susede ham for Orene. I nogen Afstand
fra Stefaderen blev han staaende og
pludselig ångst for Stilheden raabte han et
lavmält Raab: Anker!
Der gik en gyngende Bevägelse
igennem Sivene og gennem Birkegrenene
derovre ved Moseranden, som om hans
Raab havde sat Luften i Bevägelse, og
det bläste ham köligt over Ansigtet.
Han blev saa angst, saa han ikke
vidste, hvad han gjorde, men tog en
Torveklump, der laa for Foden af ham,
og kastede den hen paa Ryggen af
Stefaderen.
Og som om hans Kast havde haft
en väldig Kraft, saa faldt Stefaderen
forover ned paa Jorden med et tungt
Bump.
Uvilkaarlig gav Drengen et Skrig fra
sig — som han dog fik dämpet ned —
og helt uden Besindelse styrtede han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
