Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Ingeborg Lyhne skriver om den sidste Præst. Forspil til en Roman. Af Oskar Thyregod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ingeborg Lyhne skriver om den sidste Præst
farer ind mod Præstens rolige Øjne, han
er tirret.
»Hvad bilder du dig ind, du
rød-blussende Præst i Pels og i
Kravestøv-ler! Er du endnu, som du var i Skolen
stærk i Troen, men blond i Tanken! Du,
Idealist, hvad ved du om Kvinden, og
hvordan hun skal behandles — never
mind, du er gift, højtideligt i en Kirke,
bevares, du er Præst, den sidste af din
Slags, enfoldig og troskyldig — det er
godt, at du bliver den sidste; men nu
er jeg søvnig!
Præsten gaar nærmere, hans Øjne
er tomme, Ansigtet udtryksløst:
»Hent hende Magnus, eller jeg gør
det selv.»
En Skoggerlatter slaar op om
Præsten, saa nærmer han sig den Dør,
Kvinden gik ud ad. Han aabner den, og
trykket op imod den staar hun med
det hvide Ansigt bøjet. Præsten fører
hende ind i Stuen. Han taler til hende
som et Barn, hilser hende fra hendes
bekymrede Mor, som ikke aner, hvor
hun er.
»Kom med mig — i Præstegaarden
venter min Kone os — lad ham saa
komme og bede om dig til Hustru —!»
Magnus smider sig i Stolen, han ler
ikke længere, saa vender han sig mod
Kvinden:
»Gaa, hvis du har Lyst! Den sidste
Præst vil tage dig ind i Himmerig,
skynd dig paa Englevingerne!»
Den unge Kvinde ser for første
Gang paa Præsten, saa trækker hun
Haanden tilbage og lister sig hen mod
Magnus Stol.
Og Præsten vender sig og gaar
bedrøvet ud af Stuen. Da han staar
paa Marken lyder det gennem et aabent
Vindue ud i Nattestilheden:
»Kom igen, naar Solen skinner, saa
vi rigtig kan beundre dit himmelvendte
Ansigt.»
Natten svinder, Himlen overtrækkes
af mørke Skyer; men Præsten vandrer
endnu. Han har vendt sig og gaar
ind mellem Skovens Træer, ind efter
Lyden, foran Træhuset, Iltningscisternen
for det altid rislende Vand, standser han;
Lyden af den pjaskende Brusen og
Kogen naar næppe hans Bevidsthed, og
han sætter sig paa Trappen uden at
ænse Stanken fra Cisternen.
Han sidder i dybe Tanker ■— skulde
hans Bestræbelser standse, var det Fejl,
at han kastede sig ud i Kampen for at
holde Gudstugt og Gudsfred.
Han taler frem for sig, rejser sig, og
hans Stemme løfter sig nu over Larmen
fra Vandets nedstyrtende Masser.
»Jesus, giv ikke mig Tegn paa din
Styrke, knus mig, om du vil; men lad
ikke denne Nat være spildt! Rejs din
Sejrstrone midt i de faldne Sjæle —
Jesus, din Vilje hører jeg, selv gennem
Menneskeværket her i det lille Træhus,
jeg ser den i de rødmende Morgenskyer
foran Skoven — men giv du, at mange
maa kende den!»
Han folder sine Hænder. Styrket
gaar han gennem Skovstien ud ad
Landevejen, hvor Torvevogne og
Mælkeforpagtere allerede længe har bevæget
sig ind mod Storbyen.
Paa Langbakken før Stationsbyen
indhenter han et Køretøj, som er
stablet højt op med Kurve. Ved Siden af
det gaar en Kvinde, først i Tredverne.
Hun med det letteste Læs er den
eneste, som er staaet af for at skaane
Hesten; hun klapper den, snakker for den
og nynner alt imellem en sørgmodig
Vise, men tier, da hun opdager Præsten.
»Hvordan staar det til ovre hos jer,
Margrethe Skovhus!»
Margrethe nikker til Goddag. Hun
giver Hesten et Klap, som vilde hun
raskere af Sted.
»Jer ser man nok aldrig i Kirken
309
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
