Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Ingeborg Lyhne skriver om den sidste Præst. Forspil til en Roman. Af Oskar Thyregod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ingeborg Lyhne skriver om den sidste Præst
Rasmus Skovhus! Nu gælder det at
slippe ud paa en pæn Maade!» Præsten
prøver at smile sig til lidt Velvilje. Ras
tager det ganske alvorligt.
»Det havde næsten været
bekvemmest ikke at vaagne os op!»
Præsten smiler ikke:
»De og jeg maa snakke sammen —
jeg har en Hilsen fra jeres Svigersøn
— jeg —»
Ras vender sig væk:
»Jeg kender ikke til nogen
Svigersøn!»
»Hør nu alligevel Rasmus Skovhus,
Jens Fenger sidder i Arresten; men nu
han snart skal ud, sendte han Bud efter
mig, og han spurgte efter jer og efter
Margrethe.»
Ras griber sig til Hovedet — en
mørk Lade ser han for sig, Margrethe
og Jens snakker, kysses, kærtegnes; han
faar Margrethe drevet ind, og Jens —
ja, tilsidst kom han altsaa i Arresten.
Billedet forandres: inde fra Alkoven
hører han Konens sidste Ord »Kald nu
Jens hjem og lad ikke Grethe undgælde
for Folks Snak og Din Særhed!»
Døren aabnes, Margrethe staar i
den, netop som Rasmus vilde liste væk.
Saa maa han sætte sig paa Slagbænken;
han støtter Hovedet mod Hænderne,
han er træt af den gamle
Kærestehistorie og det Tyverisnak.
Præstens Øjne blinker af
Fortrædelighed, han klemmer dem til, men
aab-ner dem igen med et venligt Blik til
den altid sørgmodige Kvindeskikkelse:
»Jeg tror, De skulde gaa et Øjeblik,
for dette her skal jeg tale med deres
Far om — og De maa tro, det skal
ikke blive til nogens Skade!»
Præsten lukker Døren fast i efter
hende, saa gaar han hen mod den
Gamle:
»Skal vi to ikke se at ordne den
Sag for hende der!» spørger han venligt.
Den gamle føler en Bølge af Skræk
fare gennem sig ved de Ord, det
gip-per i ham, og han prøver at plante sine
Øjne mod Præstens Ansigt:
»Hvad var det for en Jens Fenger
I talte om?»
. . . Saa rejs dig dog, for det var
dumt sagt, gamle Ras! — Det er jo
bare Præsten, og ikke Dommeren du
snakker med, han har bedt for dig og
din Datter, og han har faaet Bud fra Jens.
Men Ras, du ved vist ikke, det
mærkelige, der sker, ved ikke, hvad der
sidst er foregaaet i Fiolinhuset —
Herregud, som har Navn efter Din egen
Bedstefar, der boede der og spillede
Fiolin — — du ved da nok, at der bor
nu den gale Løjtnant, den vilde
Amerikaner, der lever paa polsk med Gudde,
Datter af Brødkusken, den grønne
Ridder som Børnene kalder ham efter
Vognen.
Ham har Præsten tit været ved, og
nu har Vorherre rørt ham. I Aftes,
da Præsten gik ud af sin egen Dør og
skulde fare til København saa han den
lille forgræmmede blege Pige staa og
vente paa ham. Nu er hun i
Præste-gaarden, og der bliver hun, til den gale
Løjtnant selv henter hende til Bryllup.
Rejs dig dog Ras, gør Knæfald for
den Præst, der staar i din Stue, uden
Kjole og Krave, uden Salvelse og
Tale-maader, men bare ganske stille siger,
at du skulde gøre det godt for din egen
Datter og ikke give hende og
Kæresten Skyld for det Tyveri, som aldrig
skete!
1783 staar der paa et Hus. Det
Aar var der en ung Hjulmand, der
byggede det. Og der har boet mange
unge Hjulmænd siden det Aar, for
Huset er arvet fra Far til Søn flere Gange.
Nu bor der en gammel Hjulmand, og
med ham skal Præsten tale.
311
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
