Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Ingeborg Lyhne skriver om den sidste Præst. Forspil til en Roman. Af Oskar Thyregod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Oskar Thy r eg o d
Jørgen Hjulmand har været gift i
mer end tredive Aar, og månge Ord
har der ikke før været mellem ham og
Konen. Men saa er der kommet det,
at nu vil hun skilles, og de har bedt
Præsten om at mægle.
Let er det ikke for Præsten at naa
frem til Hjulmanden. I den spredte
Samling Huse ser han Folk stirre bag
Ruderne, Børnene viser sig paa Vejen,
glor forventningsfulde, voksne kommer
ud for at hilse, nikker sky til Præsten
og forsvinder hastigt. Den Skilsmisse,
den gir Postyr til unge og gamle.
Hjulmandens Kone kommer helt ud
paa Vejen, hun nejer, hun bukker.
»Ja, vi skulde have kommet ned til
Præsten; men nu over det, Jørgen er
saa træt, saa var det jo pænt, Præsten
selv vilde.»
Hun nejer, bukker igen; næsten
kysser hun Præstens Frakke, saa ydmyg er
hun. Præsten nikker, og saa gaar de
sammen ind i den lille Alkovestue, hvor
Jørgen har sat sig og er saa træt.
Kaffekopper, Vinglas og Kagefad er
stillet frem paa Kommoden, og Hansigne
er paa Færde ude med Kedel og
Bønner. Da hun endelig kommer ind,
kender Præsten hele Sagen; han skyder
Anretningen tilside og begynder at tale,
og han vender sig til hende og spørger
om hun virkelig har raadført sig med
Slægt og Venner, med Gud og hendes
eget Hjerte, om det er umuligt at
fortsætte deres Ægteskab.
Hansigne er en urolig Sjæl, og saa
er hun kaffesyg; endskønt hun hele
Tiden fimrer ved Kaffekopperne, maa hun
samle sig for at svare; kortfattet er hun
ikke:
»Det er ikke for det, Pastor
Berthelsen, at jeg vil gøre mig til af noget;
men da jeg kom her til Egnen og mange
Aar efter, saa var det saadan, at de Folk,
der byggede op til Stationen, de skif-
tede Mænd og skiftede Koner for en
lav Pris! Og det kunde hænde sig, at
Præsten kan finde noget af den Slags
endnu; men jeg er ingen Luske, og
naar nu ens egen Søn — ja, det var
ikke længere end i Aftes, jeg var til
Møde, da viste hans Aand sig igen —
— aa, den driver mig ud i det — Dag
og Nat er han der, og han taler til mig
gennem alting!»
Selv Præstens Nærværelse kan knap
nok dæmpe Jørgens Hæftighed:
»Det kan dog ingen forstaa, at en
gammel Mor til voksne Børn, hvoraf
de fire er spredt over hele Jorden som
hæderlige Mennesker, kan blive saadan,
at hun gaar til A andemøder -— nej, det
er det Mørke, de sidder i, der gør dem
udtilbens og forlibte! Og saa har vor
Mor faaet det til Orgelmanden derinde
fra Hovedstaden!»
»Tror du saadan noget fik Lov at
ske, hvis Gud ikke vilde.»
Præsten lægger Haanden tungt paa
sit Knæ.
»Jeg tror, vi skal holde Vorherre
udenfor, han kan vel give Prøvelserne,
men Viljen, den er vor egen!»
Hansigne ryster bekymret paa
Hovedet. Saa lister hun Fingrene til
Suk-kerskaalen. Kaffen damper i hendes
Kop, og nu plumper fire Sukkerbitter i.
Spændt stirrer hun derned. Saa giver
hun pludselig et Hop i Stolen og holder
triumferende Koppen hen mod Manden.
»Kan du se, hvad jeg sagde, vi faar
Storm, se, hvor Boblerne hvirvler ud
mod Randen!»
Jørgen tysser paa hende, for
Præsten taler videre:
»Der er en Ting jeg vil sige jer
begge to, I er gamle, og jeres sidste
Time, den er maaske i Nat — men saa
den, der bliver tilbage!»
Hansignes Øjne lister alvorlige,
forskræmte over mod Jørgen:
312
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
