Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - En norsk klassiker. Av Charles Kent
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rn norsk klassiker
Av Charles Kent
ET VAR for et aar siden,
i paa den nordiske
forfatter-’kongres. Et par svenske
og danske
kongresmedlemmer var dumpet ned i en kreds av
middelaldrende og yngre norske forfattere.
En av de fremmede rettet det spörsmaal
til nordmændene: Hvem av eders store
forfattere skriver egentlig det bedste og
stilreneste norske sprog ? Og rundt bordet
löd der efter et sekunds pause det
enstemmige rop: Tryggve Andersen.
Ikke én av de svenske eller danske
tilstedeværende hadde nogengang hört
hans navn. Man kan vel i det hele
trygt gaa ut fra, at han aldrig har hat
læsere utenfor Norge. Men det
underlige er at denne digter som har hat
en væsentlig indflydelse paa den yngre
norske literatur, heller ikke fik nogen
stor læsekreds i sit eget land, saa længe
han levet. Den svenske læser som vil
gjöre hans literære bekjendtskap
kommer saaledes ikke i noget stort fölge.
Til gjengjæld —- saa forekommer det
ialfald en norsk literaturdyrker — vil
tilegnelsen av hans böker ikke by paa
synderlig store vanskeligheter. En
enkelt av dem, hans debutbog »I
canceli-raadens dage», — en historisk roman
fra det nittende aarhundrede •— er
end-ogsaa meget underholdende.
Tryggve Andersen hadde alt nogen
aar för sin död — som indtraf 9. april
i aar — seet det væsentligste av sin
ikke meget omfangsrike produktion samlet
i en smuk og billig utgave.1 De
föl-gende linjer er ingen studie over denne
merkelige og egenartede forfatter, men
kun en antydning om hans plads paa
det norske Parnas, en kort indledning
— og opfordring — til læsningen av
hans fortællinger.
Tryggve Andersen tilhörte efter alle
sin forutsætninger den generation i vor
literatur, som vi pleier at kalde
nitti-aarenes, men som engang gjerne blev
kaldt nyromantiken, tildelse ogsaa
»de-kadensen». Men foruten de
forutsætninger, han hadde sammen med sine
jevnaldrene, hadde han — hvad ikke
alle de andre hadde — tornen i sindet
og pælen i kjödet, de som merker ut
den sande romantiske digter og gjör
ham hjemlös paa jorden. For publikum
kom det som en overraskelse, at han,
som hadde debutert saa fornuftig med
den nökterne historiske roman »I
can-celliraadenes dage» (1897), aaret efter
sendte ut en digtsamling, som uttrykte
et subjektivt bevæget stemningsliv, som
ikke gav nogen nyromantikers noget
efter. I grunden er det vel en
overdrivelse at tale om publikums mening
om disse .versene. De femti mennesker,
som læste vers i Norge omkring
aar-hundredskiftet, dannet jo ikke noget
publikum, og selv denne kreds, som
ingen kreds var, lagde fort boken væk
1 »Samlede fortællinger», tre bind,
Aschehougs forlag, pris 9 kr.
362
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
