Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - En By i Oprör. Af Aage Brodersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En By i Oprör
ikke bekvemme mig til at tage den ind
i mine Stuer, men jeg bærer Mælk og
hele Bjærge af Mad ud til den og troster
den med mangt et kærligt Ord, medens
mit Hjærte svulmer i mit Bryst.
Det er sandt, at der er intet, der
giver saadan glad Sindsfred som
Ud-övelsen af Barmhjærtighed. Man
vokser i sine egne Öjne, til de dugges af
Bevægelse, har de end været törre i de
sidste ti Aar. Man kommer pludselig i
Tanker om haarde og uretfærdige
Mennesker, der bedömte En ilde,
snævert-synede og overfladiske Hævnere, der slet
ikke gjorde sig Umage for at lodde Ens
Dybde. Her staar man — maaske midt
i et delvis daarligt Rygtes Atmosfære —
og faar Glorie om sit Hoved. Dette
er skönt. Uretten er söd for den, den
gaar ud over.
Men da nu den stakkels Kat er mæt,
vil den ind og ligge i en god Sengs
Dyner. Og af den Haardnakkethed,
hvormed den söger at forcere Dören,
ses det let, at den ikke opfatter dette
som en Bön om Almisse, men som en
Hævdelse af sin Ret. Endelig er den
kommen til et Menneske, som synes at
eje lidt af Barmhjærtighedens
Naade-gave, men saa maa dette Menneske
virkelig ogsaa öse ud deraf uden smaalige
Hensyn. Er den ikke syg? Er den ikke
hjemlös? Er den ikke en Stakkel, der
ikke evner at tale overbevisende og lade
Taarer dryppe? Har man sagt A, maa
man virkelig ogsaa sige Bl
Dette mishager mig ikke saa lidt.
Dens Byld i min Seng og paa mine
Tæpper er uappetitlig og sundhedsfarlig.
Men jeg skubber dette egoistiske
Forsvar til Side som smaaligt og tarveligt
og slaar mig paa Logiken. Det er
meningslöst, hævder jeg, at jeg skal bære
hele Byrden. Dens tidligere Ejerinde,
den gamle Fröken og ogsaa Tjenestepigen
tager sig Sagen let. Hvorfor skal jeg,
fordi jeg er godmodig og ejer en levende
Samvittighed, belemres med al Offerpligt
i dens yderste kvalfulde Konsekvenser?
Vi kan jo dog i det mindste dele
Ansvaret.
Altsaa skubber jeg til den med min
Fod og lukker Dören. Den jamrer sig
hele Dagen, hele Aftenen, hele Natten.
Min Tilstand er et Helvede. Det har
man for sin Godhed!
Om Morgenen finder jeg den under
en aftagen Lem, der er stillet skraat op
af Udhuset, og hvor den er kröbet
ynkeligt sammen i sin Forladthed. Den
begynder paany sin Jamren, idet den
snor sig om mine Ben, tripper paa de
smaa Poter og stirrer gennemtrængende
paa mig, til jeg bliver hjærteklemt og
beklager mig selv for min altfor
fintmærkende Godheds Skyld.
Dette maa have en Ende. Jeg kan
ikke spilde mere Tid paa den. Og hvad
skulde det nu ogsaa hjælpe, om jeg
virkelig lagde den ind i min Seng og gav
den Tæppe over og vissede den i Sövn?
Dette kurerer dog ikke dens Byld og
er endydermere i Familie med
Blöd-södenhed. Saa maa den dö. Der er ikke
andet for. Her maa göres kort Proces.
Altsaa lægger jeg den brutalt i en Sæk
og gaar ned til det lille Kær bag Haven.
Den skriger nu mere ynkeligt, mere
an-raabende om Barmhjærtighed end för.
Dens Klager gaar gennem Marv og Ben.
Men jeg strammer mig op og taler som
en Revolutionssoldat:
— Hvad hyler du for? Det er dejligt
at dö. Det hele drejer sig blot om et
Ojeblik, hvorefter den mest umiddelbare
Fred indtræffer. Græd ikke, men vær
taknemlig og glad, thi du vil da vel for
Pokker ikke fortælle mig, at dette Liv
er attraaværdigt!
En Kone, som har arbejdet i
Marken, er kommen til for at faa at vide,
hvad jeg har i Sinde. Hun bliver op-
617
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
