Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - En dansk historiker. J. P. Jacobsen. Af Poul Nörlund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pott l Nor lund
meget maa betragtes som en forberedelse,
uden derfor at frakendes selvstændig
værdi.
Han var uden tvivl ved at voxe op
til en af de tidsprægende typer i
moderne dansk aandsliv ved sin selvstændige
og oprindelige betragtning af tingene.
Men han hörte ikke til dem, af hvem
tankerne sprang som funklende gnister.
Hans arbejdsform og hans
ejendommeligste ævne var en intensiv, næsten
fanatisk indlevelse i sit æmne, hans
oprindelighed var tilkæmpet, og det var vel ogsaa
derfor, han saa overmaade langsomt kom
i fast leje. Med sine vidtspændende
kundskaber, sin dybtskærende ransagelse af
problemerne og sit faste greb om dem
var han langsom og sögende og ogsaa
usikker eller uklar, inden han endelig
fattede sit greb. Den dybe bund i hans
personlighed skal förstaas ud af denne
bestandige sögen, der aldrig fölte sig
tilfredsstillet ved det engang vundne
resultat, men altid anede ny bund længere
nede, den fölsomme modtagelighed, ikke
for paavirkning udefra, men for alt det
ukendte, der gemmer sig dybest i ens
sind som instinkter og nedarvede
tankevaner.
Man lade sig ikke narre af hans form!
Den var altid fast, determineret,
tilsyneladende urokkelig. Hans sögende
usikkerhed ytrede sig her — som det saa
ofte er tilfældet — i et vist hang til
den skarpe, næsten paradoxale
formulering og til systematisk, kontrær
opposition. Han undgik heller ikke ganske
paradoxets farer, deriblandt den ydre, at
vække omverdenens mistillid. Han gjorde
til det sidste dommen om sig usikker,
og det har sit udspring herfra, naar han
endnu faa aar för sin död trods sin
betydelige saglige overlegenhed kunde
blive vraget til et historisk professorat
ved Kjöbenhavns universitet.
Han samlede sig i tidens löb en
lille flok »kæpheste» som han stædig
blev hængende ved, men som han aldrig
fik sine læsere til at tage fuldt alvorlig,
f. ex. hans umættelige spottelyst over
renaissancen, hvis individualistiske
til-böjeligheder han havde forset sig paa,
hans uvilje mod engelsk aandsliv, som
danner modstykket til hans ubeskrivelige
kærlighed til Frankrig, eller for at nævne
en anden og mindre ting hans angreb
paa æventyrdigtningens immoralitet, som
jeg bedst husker fra en vittig spottevise
i Studentersamfundet.
I hovedsagen var hans skarpe
formuleringer dog kun en arbejdsform, stadier
paa vejen mod den dybere sandhed,
for-sög paa at göre sig uafhængig af
traditionelle synspunkter. Det var ikke af de
paradoxer, der bliver til vind, men af dem,
der bliver til visdom. Men det var
ogsaa af de frugter, der först modnes af
vinterens förste frost. Jeg kunde tænke
mig ham gammel og vis. Hvor vilde
han være bleven smuk med graanet skæg
og den dukkede nakke, forsonet og
afklaret i sit sind.
Som det nu er, hviler der et vist
uroligt skær over hans personlighed, en
uforsonet disharmoni. Stejl, stædig —
nænsom og rorende hensynsfuld var han
allerede i sit væsen. Hvorhen vilde han
og hvor langt? Var han hjemstavnsmand,
eller havde han slaaet rod i den
intellektuelle verden hvortil han havde
omplantet sig? En moderne rationalist og
skeptiker og dog troende paa
tankevanernes og folkelige livsanskuelsers
gyldighed. En rodhugger, men nænsom
overfor træets vilde skud. En
anti-individualist, der dog altid er gaaet sine
egne veje.
II.
Han var i sin videnskabelige gærning
mangt og meget og dog kun ét. Han
begyndte som litteraturhistoriker og endte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
