Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - En dansk historiker. J. P. Jacobsen. Af Poul Nörlund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En dansk historiker
som religionshistoriker. Han var dog
til syvende og sidst hverken det ene eller
det andet, men kun samfundshistoriker:
om samfundslivet, fælleslivet,
fælleserfa-ringerne kredsede alle hans studier, og
samfundsværdien var overalt hans
maale-stok — han anerkendte ingen anden.
Hans förste selvstændige arbejde var
en afhandling fra 1902 om Harlekin og
den vilde jæger, og aaret efter udkom
hans betydeligste litterærhistoriske
præstation, doktordisputatsen om »Det
komiske dramas oprindelse og udvikling i
Frankrig för renaissancen», der senere
er blevet oversat til fransk. Den er i
höj grad læseværdig og udreder klart
og instruktivt farcens forskellige
forudsætninger: i de middelalderlige vaganters
og jongleurers dramatiske monologer,
der atter har rödder helt tilbage i
antiken, fremdeles — hvad der for mange
vil være det mest overraskende — i
det kirkelige religiöse skuespil, hvori
der forekom de mest burleske
farceelementer, som særlig i middelalderens
slutning udfolder sig bestandig frodigere,
endelig maaske i rent folkelige festspil
(majfesten), som ogsaa i sig synes at bære
antike traditioner (den romerske mime).
Endnu langt senere vendte han
tilbage til litteraturhistorien med sine smaa
mesterlige indledninger til Sprog- og
litteraturselskabets udgave af gamle danske
folkeböger, hvoraf han naaede at bringe
tre bind frem (Gyldendal 1915-—17).
De er typiske frugter af hans aand:
indholdsrige og inciterende, men sikkert
ogsaa ensidige, som naar al tale om
orientalske kilder for Europas
middelalderlige fabelstof konsekvent afvises (de
syv vise mestre).
Bestandig mærker man i disse
forskellige arbejder den sociale, den
folkelige interesse, det er ikke
verdenslitteraturens perler, der behandles, men de
brede lags underholdningsstof, hvor den
egentlige litterære værdi kun er af
underordnet interesse. Ogsaa da han — vist
lidt for troskyldigt — skrev sit smukke
essay om Gerhart Hauptmann, var det
i tillid til hans sociale dramaers
folkelige ægthed.
De to store populærhistoriske
arbejder »Folkenes historie» og
»Verdenskulturen» (Gyldendal), der har slugt saa.
mange danske historikeres bedste
arbejds-aar, lagde ogsaa en tid lang beslag paa
ham, og bægge steder hörer hans
afsnit til de betydeligste, i den overlegne
og personlige beherskelse af stoffet, i
fremstillingens klarhed og vederkvægende
lune — ypperlig folkelig
historieskrivning. Fastest i sit greb om æmnet,
klarest og modnest i sin personlige
vurdering er vel afhandlingen i
Verdenskulturen om det franske samfund i 17.
og 18. aarhundrede, der nu danner centret
i den anselige samling af hans
afhandlinger og artikler som fru Lis Jacobsen
i 1919 har udgivet (Gyldendal); men til
sin raadighed som forstudier havde han
her ganske vist ogsaa nogle af den
moderne franske historieskrivnings mest
klassiske værker.
Af större betydning for ham selv
var vel ogsaa studierne over den ældre
middelalder til brug for Folkenes
historie. Hans særlige interesse for det
franske middelalder-samfund gör sig allerede
her gældende, og med ingen anden tid
erhvervede han sig en saa sikker
sam-fölelse som med denne, der blev hans
bedste arbejdsfelt. I mange aar
modnede og dueliggjorde han sig siden ved
beskæftigelsen med Gregor af Tours,
hvis Frankerkrönike han overforte paa
dansk i en saa klassisk form, at den
altid vil blive staaende som en af vor
oversætterlitteraturs ypperste ydelser.
Og som den langvarige og indtrængende
fordybelse i Gregors historieværk kan
skönnes at have været det afgörende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
