Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Bag den graa Façade. Af Viggo F. Möller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vigg o F. Mö Lier
den er, des værre er som Regel det,
der ligger bag. Tænker De aldrig?»
Hr Blegvad fik konvulsiviske
Trækninger i Ansigtet. »Hvab’ — maa jeg
be’ Dem — jeg er Underbogholder i
Statsanstalten, mit Navn er Blegvad.»
»Tænkte det nok. Kan en
Skrivemaskine tænke? Mit Navn er Hansen.»
Dette sagte han uden Ophidselse,
og derpaa syntes han at falde i Tanker.
»Nu maa jeg gaa» sagde Hr Blegvad.
»Det maa vi alle. Om lidt skal jeg
ogsaa pludselig gaa — blot vi altid
vidste, hvor vi gaar hen. Er det aldrig
hændt for Dem, at De er endt et helt
andet Sted end der, hvor De egentlig
havde tænkt Dem? Se engang paa Huset
derovre og tænk paa Dem selv. De er
ogsaa en grim graa Fagade. Gudved,
hvilken Raaddenskab der skjuler sig
inden i Dem.»
Hr Blegvad blegnede. Han følte sig
skaaret op paa langs til behagelig
Fremvisning af sine Indvolde. Dette var
uhyggeligt, Manden var jo komplet
gal. Han skelede forsigtig efter Hjælp,
men de var helt alene paa Fortovet, og
Tjeneren havde gjort sig usynlig i det
Indre. Det var uhyggeligt.
»Nää trøst Dem» sagde hans
frygtelige Bordfælle venligt, »Deres Laster er
vist af den Slags, som ikke gør andre
Fortræd. De lykkelige Svin. Ja De ser,
jeg taler uden Omsvøb, for Timen er
kommen, hvor de kalkede Grave giver
deres Lig fra sig under Udfoldelse af
den hæsligste Stank. De graa Fagader
vil aabne sig — kan De se den
Politibetjent derovre? Han vandrer af med
Hænderne paa Ryggen, om et Øjeblik
vil han gaa forbi det graa Hus — nu
er han der. Standser han — nej. Drejer
han blot saa meget som Øjnene en halv
Omgang i Hovedet — nej. Nu er han
forbi, stadig med Hænderne paa Ryggen,
ikke et Øjeblik er det faldet ham ind,
at der gemmer sig noget inde bag den
graa Fagade, Huset ligger, hvor det
plejer, det er ham nok. Bravo, Betjent.»
Hr Blegvad kan ikke undgaa at lægge
Mærke til, at hans ubudne Gæst er
blevet mere og mere ophidset. Der
foresvæver ham noget om at raabe om Hjælp,
men Hr Blegvad’ere raaber nu engang
ikke om Hjælp før i alleryderste Øjeblik
eller lidt senere — naar man har siddet
en Menneskealder paa Kontor, raaber
man overhovedet ikke, før man er
blevet desperat. Uden at turde haabe det
bedste sad Hr Blegvad og ventede i
Angst og Bæven det værste, mens han
overlod alt til en venlig Skæbne.
»Jeg skal betro Dem noget» sagde
den Fremmede, »Jeg bor i det Hus
derovre. Paa tredie Sal tilvenstre for
Trappen, kan De se mine Vinduer? De
ligner alle de andre Vinduer, selv jeg kan
ingen Forskel se. De er saa tomme som
de fleste Menneskers Øjne, det er
Fa-gade, grim og graa Fagade allevegne,
nedrullet Tæppe for alle Komedierne —
man bedes ikke kigge bag Kulisserne,
hvis man ønsker at bevare sine
Illusioner og undgaa at krænke sin
Blufærdighed.
Saa De mig ikke komme ud derovre
fra for lidt siden? Lagde De ikke Mærke
til mig? Nej selvfølgelig gjorde De ikke
det, jeg dukkede ganske dagligdags frem
gennem Fagaden inde bagfra, saadan
som vi gør allesammen hele Livet
igennem, hop ud, hop ind, frem og tilbage
gennem Fagaden, ud og vise os, og ind
og skjule os. Hvorfor i Alverden skulde
De have lagt Mærke til mig. Jeg traadte
fuldkommen roligt ud af Gadedøren, stod
et Øjeblik, som om jeg tænkte mig om
—- aah mit Nervesystem er i den
skønneste Orden, forsikrer jeg Dem — og
gik saa langsomt, nynnende en
Fædrelandssang, herover og satte mig. Jeg
tør give mit Hoved paa, at ikke Een
146
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
